Jordskælvet
den 25. april 2015, 06:11:26 UTC (08:11 Dk tid / 11:56 Nepali time) - The Big One
7,8 Mw i 10 km dybde, 83 km NW for Kathmandu og 181 km fra Bhakanke

12. Maj 2015 07:05 UTC (09:05 DK / 12:50 Nepali time) - 7,3 Mw - 15 km dybde - 44 km fra Bhakanje
og 07:36 UTC (09:36 DK / 13:21 Nepali time) - 6,3 Mw - 18,5 km dybde - 25 km fra Bhakanje

Se filmen af den danske instruktør Jesper Lambæk om den dag hvor det store jordskælv indtræffer - med vores egen Janaki som en af hovedpersonerne

Se vor egen video fra Bhakanje i efteråret 2015

DONATION til UPPER SOLU - BILLEDER - KORT
Tilbage til Forsiden

03-01-2016:
Namgyal og Janaki har været i jævnlig telefonisk kontakt med nøglepersonerne i Solu og er blevet løbende opdateret om udviklingen, og dette er gået videre hertil næsten dagligt via Skype. Vi har også givet anbefalinger og gode råd den anden vej og bedt om, at vores ankomst i efteråret blev forberedt. Vi har fået tilsendt billeder og fulgt med på internettet. Egentlig var vi ganske godt forberedt på, hvad vi kunne forvente at opleve, og måske derfor fandt vi os meget hurtigt til rette med situationen. Meget få i Bhakanje var begyndt at reparere på deres huse, eller at rydde op i ruinerne. Det hele står bare og forfalder. Mure, som ikke er dækket, er blevet vasket ned af monsunregnen. Ukrudt og græs har slået rødder i revnerne. Træværk viser tegn på begyndende råd. Det er nemt at se revnerne når murene er pudsede, men man skal kigge grundigere efter, hvor stenene er synlige. Hvor det før var en sammenhængende mur af sten holdt sammen af en mørtel af mudder og fuget med cement, så er det nu løse sten, som står ovenpå hinanden. Før skulle der et jordskælv på over 7 til at ryste murene løse. Gad vide hvor lidt der skal til nu. Gad vide, hvor meget man kan styrke murene, hvis man fylder revnerne op med muddermørtel, med eller uden cement. Eller fylder fugerne op med cement igen.
I Junbesi på den anden side af passet, hvor næsten hele byen lever af hoteldrift og turisme, har de skyndt sig at sminke hotellerne på denne måde, og at pudse væggene op igen og kalket dem pænt hvide. Det eneste hotel i Bhakanje, som virkelig er helt ubeskadiget, er hotellet i Sete, hvor vi boede og udgik fra i tre af de fem uger i Bhakanje. I Kenja står Dhamber Jirel’s hotel og ser næsten uskadt ud, men han er selv flyttet ned i køkkenbygningen og griner lidt skævt, når jeg spørger ham, om han virkelig føler sig tryg ved at lade turisterne sove helt oppe på 3. sal. I vores eget lille hotel i Kenja, hvor Gyalzen og Ang Phuti selv sover i deres nye tilbygning af brædder, sov vi i telt på gårdspladsen. Turisterne kiggede undrende på vores telt mens de lejede sig ind på 1. og 2. sal. Interessant at opleve deres guider og bærere nægte at sove inde i stenbygningen. Selv om jeg ikke direkte har oplevet et stort jordskælv, så har jeg alligevel været så tæt på igennem det sidste halve år, at skrækken og alarmberedskabet sidder i mig, ligesom i de lokale, som virkelig oplevede det. Bare tanken, at man ligger letpåklædt i sin sovepose på anden sal og skal være ude af bygningen på få sekunder, før den falder sammen. Eller endnu værre, at man bliver liggende, fanget og såret imellem brædder og murbrokker.
Men i virkeligheden så har det altid været farligt at opholde sig i bygninger i områder med jordskælvsfare. Det kan jo ske til hver en tid. Der er ikke mange nepalesere, som tidligere i løbet af deres liv har oplevet et af de store jordskælv. Det samme gælder turisterne, som gladeligt flytter ind. Hvor længe mon det skal vare, før nepaleserne igen har glemt oplevelsen og skrækken, så alt bliver normalt igen? I et nyt og velbygget hus vil risikoen være begrænset, selv op imod en 7’er, og der går normalt 50 år imellem sådan nogen. Men hvad med et gennemrystet hus eller et sminket lig? Mon de kan klare en 5,5’er? Og sådan nogen kommer med få års mellemrum. På den anden side så kan man jo også begynde at regne på risikoen ved at flyve med indenrigsfly i Nepal, eller at køre med bus eller jeep på de nepalesiske landeveje? Hvo intet vove, intet vinde.
I Chhirringkharka Skole var murene halvvejs færdige da bjergene rystede; men vores jordskælvssikring holdt sammen på det hele, så intet skete. Lige bortset fra at et hjørne af skolegårdsmuren buler lidt ud, men muren er så tyk, at det ikke betyder noget. Den har såmænd bare sat sig. Siden er der kommet tag på. Murene er pudsede op med cement udvendigt. Der er støbt gulv. Toiletbygningen er færdig; men her må cementarbejdet vente, fordi vinteren er kommet med hård frost ind imellem. Til gengæld er de i gang med at sætte væg- og loftpaneler op. Namgyal er sammen med Nuru Tundu i gang med at designe og producere stålrammerne til skolemøblerne. Når frosten letter, skal der sættes stålrør og trådnet op på toppen af skolegårdsmuren. Hermed vil denne flotteste og mest fuldendte skole i hele Solukhumbu stå klar, når det nye skoleår begynder midt i april. De to søde lærerinder, Sommaya og Maya, gav jeg opgaven at beskrive deres vildeste pædagogik-fantasier både i skolegården og i klasseværelserne. De blev meget begejstrede og ville straks gå i gang med opgaven; men her, 1½ måned efter, har jeg fortsat ikke hørt noget. Hvor er det dog menneskeligt at udsætte til en anden dag, når noget er svært at få startet; men hvor er det dog irriterende, når det er lige nu, at vi har chancen, mens byggeriet er i gang.
Den centrale del af klinikken i Chhirringkharka, som vi byggede sammen med PONA for 5 år siden, klarede rystelserne stort set uden skader. Et par smårevner. Men enden af køkkenfløjen revnede godt og grundigt. De fik 50.000 Rs til reparationen, da bidrag for leje of telte og benyttelse af klinikken som sovesal ikke kunne dække ret meget.
Men kort før jordskælvet flyttede den sidste sundhedsarbejder til Kathmandu, så klinikken nu i snart et år har stået uden betjening. Men hun var nu heller ikke særligt populær. Hendes sidste halve år var der kun 4-5 besøgende per måned. Der skal mindst være 25 patienter om måneden og mindst dobbelt så mange medicinkøbere for at kunne producere noget der ligner en minimumsløn, og det var kun i Sarita’s og Chhemi’s kronede dage, at dette kunne opnås.
Til gengæld har Bhakanje Health Post fået en ny Health Assistant. Han er både energisk, dygtig og behagelig. Den tidligere HA ansøgte os om en blød kontorstol og en blød madras til undersøgelsesbriksen – og blev afvist. Den nye HA har ansøgt os om en masse udstyr, som mangler på klinikken. 35 kirurgiske instrumenter, herimellem kost, gulvskrubbe og dørmåtte, samt 73 forskellige mediciner, som ikke vil blive leveret af det offentlige, men som han mener hører til en ordentlig klinik. Det godkendte jeg – men ikke uden betingelser. Han skal en gang hver 14. dag åbne klinikken i Chhirringkharka. Det var da ikke noget problem, for det havde han selv overvejet at gøre uden videre.
Health Post i Sagar-Bhakanje har af Sundhedsministeriet fået tilbudt en opgradering med ansættelse af en masse personale, hvis de kan opfylde nogle få betingelser, såsom at skaffe et par tusinde kvadratmeter byggegrund til en ny udvidet klinik. Her er de dog rendt i problemer. Ingen vil være med til at betale for grunden, og ingen er klar til at donere den, og da slet ikke ham med den mest oplagte grund lige ved siden af den gamle klinik (som i øvrigt tog en del skade). Han har forlangt den helt horrible pris af 35.000 kr. Jeg blev spurgt om HP ville donere dette beløb, hvilket jeg afviste. Hvis de ikke kan finde ud af at løse dette problem, så er det ikke vigtigt nok for dem. Ting kan også komme for nemt. Grundejeren skal tilbydes det halve, og så er det 50 kr per husstand – færdigt arbejde! Så vil jeg meget hellere være med til at bygge et super-sygehus sidenhen. I mellemtiden er lægeboligen blevet revet ned, og den går vi i gang med at genopbygge snarest muligt, for den nye Health Assistent vil mægtig gerne bo i den.
Mens vi opholdt os i Chhirringkharka, ankom hele kvindegruppen fra Patale. Under vores WEP program var det helt klart gruppen med flest analfabeter og flest fattigfolk. Dem som vi forventede allermindst af. Her stod de så med et flere sider langt Projekt Forslag til et forsamlingshus i Patale. Det hus, som de plejede at mødes i, var nemlig braset sammen, og alle de andre er for små. Ingen tvivl om, at de var blevet vældig inspirerede af, at vi byggede et forsamlingshus i Themjeng sidste år. De blev lidt skuffede over, at jeg ikke ville betale arbejdsløn. Kun til skovarbejderne og stenbryderne og så til materialer, som skal købes i Kathmandu, og så gik de glade hjem og fordelte opgaverne imellem sig. De forlangte, at jeg næste år skal komme til fest og overnatte i det nye forsamlingshus – det lovede jeg.
Forsamlingshuset i Themjeng var blevet færdigt og havde i halvbygget tilstand overlevet jordskælvet. Højt oppe over landsbyen kunne vi se, at de havde spottet os deroppe på stien, og vi kunne se hvordan de kom myldrende fra de små hjem. Der var pyntet så fint op med velkomstportal og dækket op med frokost og gaver, fine taler, musik og et par dansepiger før jeg klippede det røde bånd foran døren. Førstesalen var rigtig hyggelig, men stueetagen var bar og gold. De fortalte, at de var ved at lave brædder til at sætte på væggene, men jordgulvet var der ikke rigtig råd til at gøre noget ved. Så Anne-Marie forærede dem straks 50.000 Rs til et cementgulv.
Vi har før skældt dem ud i Sagardanda, fordi de ikke kan samle sig sammen til at beslutte noget som helst i fællesskab og derefter få det gjort. Denne gang duperede de os dog. De havde revet to af skolebygningerne ned til fundamentet, stablet stenene fint op udenom og gemt brugbare materialer i den tredje bygning. Så byggepladsen er lige til at gå til. Vi lavede aftale med Pasang Tamang om, at så snart han er færdig med Chhirringkharka skole, så går han i gang her. Det er næsten umuligt at lave et ordentligt budget, for der er så mange materialer i lager, som vi ikke kan måle ordentligt op; men vi stoler på Pasang. Jeg tror ikke at han overhovedet har forstand på at snyde. Vi kan se at egnens snydepelse ryster på hovedet af ham, men han er ligeglad. Så vi har aftalt med ham, at han bare bygger løs og genbruger så mange materialer som muligt og sørger for indkøb af resten, og så afregner vi til sidst. Finansieringen er kommet i stand mellem vores egen Jordskælvsfond sammen med Rotary Club Schwerin, Skivehus Rotary Klub, Rotary Danmarks Hjælpefond og Rotary International District Grant.
Toiletbygningen blev også næsten totalt smadret. Det gjorde den også i Chhimbu. Det gjorde den ikke i Sagar-Bhakanje, men de har brug for et nyt toilet til pigerne. De tre toiletbygninger skal vi have fundet donorer til i løbet af et halvt års tid.
Det er ret flot at se, at NGO’en REED Nepal har leveret 100.000 Rs til alle ramte skoler i området til opbygning af en nødskole. I Chhirringkharka og Sagardanda havde de brugt pengene til nogle fine og solide småbygninger. Ikke i Sagar-Bhakanje. Noget elendigt sammenflikket makværk midt i skolegården. Vi havde tidligt forklaret dem, at skolegården snart vil være en travl byggeplads, men lærerne havde holdt en afstemning og der var flertal for, at det ville være alt for besværligt for lærerne at bevæge sig længere væk end lige nedenfor lærerværelset; så sådan blev det. Her, få måneder efter, er vi klar til byggeri, så nu fik de besked på at flytte ud på templets mark bagved. Så enkelt skulle det dog ikke være, for nu ville templet have jordleje for benyttelsen. Det endte dog med et kompromis. Jeg betalte for flytning og genopbygning af en manimur, bestående af gamle sten med indhuggede bønner. Den har altid været vældigt i vejen, men jeg fik overbevist menighedsrådet om, at den nye placering var nærmest guddommelig, og så fik skolen lov til at låne jorden uden beregning. Nu da manimuren er flyttet, så kan vi fjerne hele dens 400 kubikmeter jord- og stenvold, så skolegården og byggepladsen kan udvides. Her samarbejder vi med en australsk Rotary klub om finansieringen, og så snart den er i stand, så genopbygger vi de to bygninger, som er revet ned til fundamentet. Den danske Skærsø-Fonden har doneret os penge til bygningen, som skal rumme fysik-kemi-laboratorium, bibliotek og computerrum. Den bygger vi når jordvolden er fjernet. Også her skal Pasang stå for byggeriet. Han får travlt den gode mand, så vi satser på, at han kan finde nogle solide og arbejdsomme håndværkere, som kan arbejde selvstændigt, mens han løber fra byggeplads til byggeplads. De sidste to bygninger må vi vente med, indtil vi har set hvordan økonomien hænger sammen. Måske skal vi ud og finde flere penge.
Vores projekt sammen med PONA om forbedring af undervisningen på skolen gik rigtig godt, og vi kunne virkelig se målbare forbedringer. De fleste lærere var langt mere engagerede (nogle enkelte var dog uforandrede), og det samme gjaldt eleverne. Vores dygtige lærer-træner fra sidste år var rejst til USA, og vi var i færd med at opsøge en ny, da jordskælvet fjernede alt grundlaget for en fornuftig organisering. Vi bliver nødt til at vente, til vi har fået genopbygget det meste, inden vi genoptager vores kursusvirksomhed. Men vi kunne da uddele pengepræmier til dygtige og flittige elever og til de to lærere, som gør en ekstraordinær indsats.
Kenja Skole var faldet helt sammen, og vi havde foreslået dem at flytte skolen, nu da de alligevel skulle starte forfra. Den ligger nemlig rigtig farligt i en snæver dal lige op ad floden. Et jordskred lidt oppe ad floden vil kunne fremkalde en flodbølge, som vil kunne rive skolen væk på sekunder. De havde oplevet en lille flodbølge for en del år siden, men dengang nåede de at evakuere skolen, som i øvrigt ikke tog skade. Vi havde tilbudt at tage del i genopbygningen, hvis de ville flytte rundt om hjørnet, men jordejeren deromme er den samme som har jorden ved Health Post, så de havde ikke engang spurgt til prisen. De var nu begyndt at genopbygge på samme sted for penge, som var blevet sendt fra USA. Vi mødte denne donor. En af disse glade givere, som bare af et godt hjerte sender penge afsted uden at undersøge hverken før eller efter. Han blev ærgerlig, da jeg forklarede ham problemet, for han mente da ikke, at det ville have været et problem at købe jord. De penge kunne han da nemt have skaffet. Han var vældig stolt af de to nye bygninger som kun manglede indretningen. Namgyal og jeg ville have kasseret dem og bedt om at få dem bygget om helt fra bunden; men det sagde vi ikke højt. Vi fortsætter dog vores lille projekt med at levere kladdehæfter og blyanter til den fattigste tredjedel af skolens elever. Det giver os et vist indblik i skolens økonomi.
Chaulakharka skole lignede allerede før jordskælvet noget der var blevet smadret, og kønnere var det ikke blevet her efter. Vi havde meddelt dem, at vi ville gå i gang med en trinvis total ombygning af skolen. Alligevel havde de ikke kunnet modstå fristelsen til at bygge et nyt toilet til lærerne og en ny skolebygning for penge fra undervisningsmyndighederne. Begge er elendige byggerier til langt færre penge, end skolen har modtaget til formålet. Skolen har 12 klassetrin med 350 elever. For hver 30-35 elever udløses en offentlig lærerstilling, så her er 11 offentligt ansatte lærere. Derudover har skolen ansat 5 lærere, som de selv må skaffe aflønning til. Det gør de så blandt andet ved at spare på byggerierne og bruge resten til lønninger. Nu kan de få lov til at beholde de to sølle bygninger, mens vi skifter alle de andre ud. Hvis vi nogensinde får vrøvl med myndighederne, så kan vi vise dem resultatet af deres egen indsats, som ikke tåler sammenligning med vores.
Vores første skridt er taget. Vi har bygget en lagerbygning og ansat en lagerforvalter. Vi har fået etableret en traktorvej op til byggepladsen. Der er skrevet kontrakt med stenbrydere og skovarbejdere, som er gået i gang. Allerførst bygger vi 6 klasselokaler omkring en lukket gård. Her kan en del af undervisningen flyttes hen, mens vi bygger videre; men i sidste ende er det meningen at de skal bruges til ”gymnasie”-afdelingen, som skal have flere specialeretninger og derfor har brug for flere lokaler til specialundervisning.
Også vores lille skole i Chhimbu har lidt rod med regnskabet. Det er jo en blandet privat og offentlig skole. Vores lærer Jangbu har helt styr på det regnskab, som har med vores penge at gøre, men Bhimsen, som er offentligt ansat, har ikke ført regnskab for de offentlige midler i 2½ år nu. Nu vil jeg jo gerne vide, om der også er sparet på nogle offentlige udgifter her ved vores skole, og hvad de kan være blevet brugt til. Så vi overfører ikke flere driftsmidler, før der er aflagt fuldt regnskab for hele perioden. Skolen fungerer dog fortsat godt i en rigtig venlig og dejlig atmosfære (prøv at se den lille film ved at scanne denne QR-kode).
Vores WEP med kvindeprojekterne er afsluttet. På mange måder blev det en succes, selv om dårlig ledelse efterhånden kørte det af sporet, og kvinderne mistede interessen. Nogle lyspunkter er der dog. Især drivhusene giver en masse energi til samfundet, både fødevaremæssigt og økonomisk. Hygiejnestandarden og den generelle sundhed er forbedret betragteligt. Kokkekurset sikrede at vi fik en masse lækker mad under vores ophold. Symaskinekurset har sikret arbejde til en lille gruppe kvinder. Kvindebanken fungerer, så der bliver både sparet op og lånt penge til investering i kvæg, markdrift, køkkenhave, småindustri, men også til sygehusophold og familiefester. Den fungerer nu så godt, at Saru, som fungerer som kasserer og regnskabsfører, nu kan få en lille løn for sit arbejde.
Alle 9 kvindegrupper har mikrokredit med opsparing og udlån af mindre beløb. Kun én gruppe havde fuldstændig styr på regnskabet, og de havde endda kunnet lægge lidt overskud over i en social fond, som havde sendt en på sygehus og hjulpet et par fattige familier med en nødhytte. Kvinderne havde taget lån til investering i geder, høns og the-buske, men ville gerne have en større beholdning til udlån, så Anne-Marie donerede dem straks 50.000 Rs.
I Chhimbu havde de også forsøgt at holde styr på regnskabet, men der var gået fuldstændig rod i det. De havde fået hjælp af en af vores scholarship-drenge, men han var åbenbart ikke det store geni. Vores 12. klasses scholarship-pige, pukkelryggede Samjhana, viste sig at være langt bedre. Et lille kort kursus i renters rente mens alle kiggede på, og så var hun kørende og strålede af selvtillid, mens hun fik anerkendende blikke fra de andre. Jeg lovede dem, at hvis regnskabet er i orden næste år, så er det deres tur til at få en præmie til kassebeholdningen.
Til gengæld fik Samjhana en symaskine. Da vores WEP lukkede ned, lukkede også vores kontor i Kenja. Da vi havde aflagt regnskab for ambassaden, overdrog de os alle de indkøbte værdier. Computere og andet elektronisk udstyr tog vi for det meste hjem til kontoret i Kathmandu. Kontormøblerne overdrog vi til Elværket og The-projektet. Og så var der de 4 symaskiner. Samjhana ville gerne være syerske, så hendes donor forærede hende en symaskine, da hun blev færdig med skolegangen, men desværre blev den stjålet under transporten fra Kathmandu. Det havde hun været meget deprimeret over, så nu lyste hun igen op som en lille sol. Hendes eneste problem nu er, at familiens hus blev forvandlet til en dynge brædder og sten, så de nu lever i en lille hytte af presenninger, men hun vil alligevel indrette systue i et hjørne og forsøge at tjene ind til at udvide hytten. Bankkassereren Saru er også en dygtig syerske, så hun fik en maskine som anerkendelse for hendes store frivillige indsats for banken, og da hun så også fik en af de bærbare computere til sit bankarbejde, var hun helt oppe at køre af stolthed og lykke. Saraswati Thami boede også i sivhytte før jordskælvet, så hun fik den tredje maskine, fordi hun er så fattig. Det var hun lidt flov over, men grinede alligevel over hele femøren, da hun drog afsted med den. Den sidste maskine var i stykker, men den ville Sakila gerne have og sætte i stand.
Og så er der jo endelig vores nye flagskib. The-projektet. Ovre i Bhandar, på den anden side af dalen, fik en tysker, for mange år siden, folk til at plante the-buske, og han afsatte deres håndlavede the til fantastiske priser hjemme i Tyskland. Nu er han blevet gammel, og det er ved at gå i stå, for deres the er elendig, så det var mere historien der solgte end kvaliteten. Men alligevel har det inspireret nogle ovre hos os til at sætte buske. Under vores WEP havde vi en agronom til at undervise kvinderne, og han vidste også en smule om the-buske. Så nu blev der plantet flere. Derefter begyndte jeg at snakke om en the-fabrik og produktion af kvalitets-the, og så eksploderede plantningen. Vi er ved at lave en survey for at få helt styr på situationen, men vi regner med, at der nu er mere end 100.000 buske i vækst. I forårsmånederne efter jordskælvet skulle der have været luget og gødet en masse, men det kneb lidt for mange. Her i efteråret så det dog helt fint ud igen. Sidste efterår var Pernille og John med i Bhakanje og blev meget begejstrede over mulighederne for en produktion, og vi formulerede en række programpunkter, som skal gennemføres. Allerførst skulle vi etablere en andelsforening efter gammel dansk opskrift. Det er lykkedes. Så skulle vi få den til at fungere. Det lykkedes ikke i første omgang, da ingen forstod principperne i andelstanken. Jeg gav den en skalle her i efteråret, hvor jeg over 4 dage fik komiteen til at analysere deres situation og tage en lang række beslutninger. Det gik lidt trægt i starten, men så kom de i gang, og til sidst var jeg nærmest reduceret til tilskuer.
Den største hurdle er, at vi skal bruge en stabil strømforsyning, og det kan man ikke påstå, at det gamle elværk kan levere. Der har længe været planlagt et nyt elværk, og planerne var meget tæt på realisering i foråret, men så kom jordskælvet og udsatte alting. Nu er de godt i gang igen. Vi har nu givet et forhåndstilsagn til The-cooperativet, at vi vil give dem et lån, som de kan investere i elværket. Så nu forventer vi at det nye elværk er i funktion inden det nye år er til ende.
Derfor har vi nu besluttet at købe jord til fabrikken. Mange jordstykker var i spil. Nogle til horrible priser, andre langt fra alting, nogle for skrå og andre i vindøjet. Valget faldt til sidst på 3000 kvadratmeter centralt beliggende, let skrånende, nordvestvendt i læ med en betagende udsigt til Numbur-bjergene. Der er nu ved at blive udfærdiget skøde på grunden.
Vi ansatte  Lhakpa Chhirri Sherpa som direktør for andelsselskabet. Han er en af vores scholarship-studenter som gennemførte en bachelor, og han er nok den mest velbegavede mand i Bhakanje. Det bliver nu hans ansvar at gennemføre de opgaver, som opstår i den næste periode.
Det første bliver at gennemføre den baseline survey, som skal fortælle om the-produktionen i dag, og som siden kan gentages og vise hvilke fremskridt vi gør. Dernæst skal han tilrettelægge diverse træningsprogrammer omkring dyrkningen og så småt også forberede træning af folk, som skal arbejde på fabrikken. Selve fabrikken kan vi så småt gå i gang med at bygge i løbet af indeværende år, men ideelt set bør vi vente på at den planlagte vej bliver lavet.
Vores lille forening er inde i en fantastisk proces. Vores omsætning i 2015 nærmede sig 2 millioner. Vi er nu oppe på 10 ansatte i Nepal. Her i Danmark er det for alvor ved at være et fuldtidsarbejde. Vi uddanner en masse skønne unge mennesker. Nogle rejser udenlands efter endt studie, men mange vælger Nepal, og enkelte får vi glæde af i vore projekter. Vi er i gang med at bygge 4 skoler og har flere i kikkerten, hvis vi kan finde flere penge. Økonomien i Bhakanje blomstrer, og snart vil den eksplodere, når The-fabrikken for alvor kommer i gang. Det bliver spændende at se, hvor længe det skal vare, før man ikke længere kan se, at der har været jordskælv i Bhakanje.

08-12-2015
Bhukamba – Khadham! Bhukamba er nepalesisk og betyder ”Jorden skælver” og Khadham betyder ”Finish”, ”Færdig” eller ”Ragnarok”. De ord hørte vi mange gange med en fejende bevægelse af højre hånd, nedadvendte mundvige, men med et glimt i øjet, der betød ”Vi overlevede allesammen”. Vi hørte også mange gange ”Tak for jeres presenninger, som kom så hurtigt”, og ”Hvor er det dejligt, at I ikke har glemt os, men kommer her og genopbygger vores skoler så hurtigt”. De der ikke sagde noget smilede eller grinede til os med store åbne øjne, som sagde det samme. Og vi fik gaver, 60 kg ost, 24 kg Rock-honney og 10 kg almindelig honning, utallige øl, mange Coco Cola, mange måltider, utallige Khataer og blomsterkranse, kogte og rå æg, gulerødder og kartofler og hvad der ellers er til rådighed deroppe i bjergene. Vi mødte så meget taknemmelighed, at vi føler en stor pligt til at gennemføre alt hvad vore penge rækker til og gerne mere. Desværre har vi også fået telefonopringninger omme fra den anden side af Lamjura-passet, både mens vi var der og efter at vi er kommet hjem: "Jamen, kommer du slet ikke og ser til os i år. Vores skoler er også ødelagt og ingen hjælper os”, og ”Vi elsker jeres design og kvalitet, og stoler på jer”. Det gør ondt, men vi kan ikke klare det hele, så vi besluttede på forhånd slet ikke at gå over passet, men at koncentrere os om Bhakanje. Men det gør ondt.
Vores presenninger var de første der ankom. Tre dage efter jordskælvet, midt i en regnvejrsperiode, var vore presenninger fordelt til 1.110 familier. Jeg vil her viderebringe den varme taknemmelighed til alle jer, der udtrykkeligt bad om at donere til akut krisehjælp, især til Rasmus og Human Practice Foundation, og til Laust, Niels, Jacob, Stefan og Kristina, Frida, Leif og Bodil, Niels og 4 tyske donorer. Alle I andre donorer er ikke glemt, men jeres donation er først ved at blive taget hul på nu, så tak til jer kommer senere.
De næste presenninger fra andre NGO’er ankom to uger senere og siden er endnu flere kommet dumpende. Her et halvt år efter ankommer stadig sendinger, så nu har nogle familier modtaget helt op til 7, mens andre områder næsten ingen har modtaget. Også jakker, tæpper, vanddunke og værktøj ankommer, og alt modtages med glæde hos de fleste og lidt med en overmæthed hos andre. Der er en tendens til, at områder med højest 1 dagsmarch fra en vej, får for meget, mens de, der bor længere ude, får for lidt. Og nu bliver forsyningerne endog koncentreret mere omkring Kathmandu.
For nu har endnu en krise ramt Nepal, og den kan gå hen og vise sig endnu mere kostbar end jordskælvet. Indien har nu i 4 måneder blokeret for de normale forsyninger af brændstof – kun omkring 10% af behovet leverer de. Kina leverer en smule og brændstof til flytrafikken bliver fløjet ind med tankfly fra Malaysia. Jeg har endnu ikke hørt en rigtig fornuftig analyse af årsagen, men noget tyder på at Indien ønsker at bringe Nepal i knæ for at få større indflydelse, som i Bhutan, eller ligefrem an annektering af Nepal på linje med Sikkim. Oppe i Solu er de rimeligt uafhængige, og dér oplevede vi ikke de store konsekvenser, men i Kathmandu er det forfærdeligt. De fleste laver mad på gasblus. Vi så en kø af gasflasker på knap en kilometer, hvor folk på skift passede på flaskerne mens de ventede på en ny forsyning. De havde ventet i 4 dage! Vi så en kø på 400 m, af kvinder med 1 liters colaflasker, som ventede på at få deres 1 liters ration til mandens motorcykel. For han skal jo på arbejde og busdriften er nede på et minimum, for busserne holder i kilometerlange køer ved de tomme tankstationer, sammen med lastbiler og gravemaskiner. De der har råd køber på det sorte marked til 3-4 dobbelt pris. Markedet er tømt for elektriske kogeapparater, og der bliver nu brugt så meget strøm, at hele bydele bliver lukket ned i flere timer ad gangen adskillige gange i løbet af dagen. Folk laver mad over bål på gader, stræder og pladser. Turister i hobetal aflyser deres rejse. Jeg er eneste gæst i mit lille simple gæstehus, som også har kokkeskole (Cocina Mitho Chha). Af samme grund har de stadig gas til et par uger, så jeg bliver forkælet. Endnu en fordel er, at jeg nu kan passere hovedgaden uden problemer, hvilket jeg aldrig har kunnet før.
Om kort tid skal vi til at levere 4 lastbiler fulde af byggematerialer til Chaulakharka, 2 til Sagar-Bhakanje, 1 til Sagardanda og 1 er på vej til Chhirringkharka. Alt dette skal være overstået inden regntiden, for ellers kan floden ikke passeres. Intet tyder på at krisen er ved at blive løst. Nepaleserne er hårdføre folk, så de finder sig i det meste og finder en løsning med et lidt desperat grin, så i princippet kan det bare fortsætte uendeligt.
Endnu en krise har Indien påført. Mange lande har sendt pæne beløb til genopbygning af de 750.000 hjem, der er ødelagt og de tusindvis af skoler. Nogle penge er ankommet mens andre blot er blevet lovet. Indien er således hoveddonoren med et løfte om 40% af det ansøgte beløb. Men pengene udebliver. Så folk er blevet lovet pæne beløb, so m de ikke får, og de fleste er enige om, at det skyldes korruptionen. Nogen sandhed skal der nok være i dette også, men hovedårsagen er Indien. Nu udebliver også de øvrige lovede donationer, fordi der ingenting sker. Ingen her kan forklare hvorfor FN ikke gør noget. Dette her er en humanitær krise. Blot i slow-motion.
Det er ikke slut med det. I vores egen verden snyder NGO’erne så vandet driver af dem. De samler ind fra godhjertede mennesker, men stikker pengene i lommen. Det er mest de nepalesiske der gør det, men også mange af vores egen stamme. Ringmu Skole, som vi gjorde færdig sidste år, fik et tilbud. Hvis NGO’en måtte hænge deres skilt op på skolen og tage nogle billeder, så ville skolen få 50.000 Rupee (3½ tusinde kr). Phu Gyalzen, den brave mand, sendte dem bort i stor vrede og fortalte dem, at de aldrig skulle vise sig mere. De er endda fra lokalområdet, og konen har været scholarship-modtager hos os. De har nu et rigtig stort hus i Kathmandu, skiftede deres ret nye 4-WD ud med en luksusbil til 700.000 kr og tager på ferie i USA, hvor de samler endnu flere penge ind. En anden har bygget en usandsynligt ringe skolebygning i Thamakhani for meget få penge, selv om vi for samme budget kunne have genopbygget en hel skole.
Derfor har myndighederne opfundet en masse krav, for at imødegå dette. Problemet er bare at det ikke virke på snyderne, da de blot åbner bankkonti i udlandet og tager pengene hjem i småbidder. Men det rammer alle os andre, som forsøger at få ting i gang her og nu. Nu hører vi om NGO’er som betaler sig til at få en godkendelse. 20% af budgettet til den godkendende ingeniør, som derefter fordeler pengene i etaten. Vi er ankommet i denne mølle med vore design og forklaringer, og bliver henholdt med nye forklaringer hele tiden. De får ikke en klink, så nu venter vi bare på, at de bliver trætte af vores evige henvendelser, og til sidst skriver under og lægger vores papirer i arkiv. Når først de er ankommet i arkivet, så vil ingen nogensinde kigge efter dem igen. Vi kan naturligvis ikke vente på det, så vi går bare i gang. Vores design til højlandet er bedre end nogen andres, og vores håndværkere er i top, og vores jordskælvssikre byggerier har allerede bevist i praksis at de kan holde til en Richter 7,4, så jeg gad gerne se den official, som vil gøre knuder, når de ser vores byggerier. Desuden har vi mange indflydelsesrige venner med rene hjerter, som kan rydde op det vrøvl, der måtte opstå.
Et andet irriterende forlangende er at vi skal betale for kontrol af kvalitet og regnskab. Det forlanges, at vi ansætter en ingeniør til at holde øje med hele byggeperioden til hvert af vore projekter. Desuden skal vi betale et besigtigelsesbesøg fra hele to myndigheder til hvert enkelt projekt. To embedsmænd i 10 dage på fund kost og logi og en uge til rapportskrivning. Rapporten på nepalesisk. Vi har meddelt, at de skal være hjerteligt velkomne til enhver tid til at kontrollere, hvad de har lyst til, men det bliver ikke for vores penge. I stedet har vi ansat en Financial Officer i HIPRON, en bundhæderlig og pragtfuld mand med en særdeles sød assistent. De vil sørge for at alle vore regnskaber og delregnskaber på projekter til enhver tid lever op til nepalesisk regnskabspraksis, og samtidig til vore egne behov, så vi hele tiden ved hvor pengene er og hvor de havner. Så kan myndighederne bare komme an og se, om de kan finde noget at brokke sig over.
Vi har to usædvanlige medarbejdere, Namgyal og Janaki. De er både arbejdsomme, dygtige, hæderlige og … ja, jeg ved ikke alt det gode jeg kan sige om dem. Vores kontor er somme tider en heksekedel med folk, der venter på at komme til med både det ene og det andet, men alt bliver løst med passende krav og i fuld retfærdighed. De har sjældent tid til frokost men arbejder igennem. Men nu er vores kontor ved at blive for lille. Det er ellers et dejligt kontor, og det er billigt, men vi har brug for to kontorlokaler, så de kan få arbejdsro hver især. Et mødelokale og et separat kombineret køkken-lagerrum. Det bliver 4-5 gange dyrere, men det er nødvendigt. Tika Ram, som jeg har arbejdet med i 22 år, er begyndt at gøre knuder og vil ikke finde sig i at være den tjenende ånd. Jeg har talt dunder til ham, forklaret ham at han ikke selv kan bestemme sine arbejdsopgaver, men han er fortsat strid især overfor Janaki. Han skal lave formiddags-the og frokost til vores stab, men det vil han ikke i vores lille the-køkken. Derfor et separat køkken med ordentlig plads. Hvis han stadig gør knuder, så må vi sige farvel til ham. Vi kan sagtens finde en ny, der er klar. Ærgerligt, men der må være en kant. Et andet problem er at priserne stiger helt vildt, især i øjeblikket i krisen, men også generelt. Så deres løn bør gå op, men vi har ikke råd. Alle vore projekter bør give et administrationsbidrag, men enten kan det ikke lade sig gøre, fordi pengene går ad kanaler udenom os, for eksempel via Rotary-kanaler, men også fordi de administrationsbidrag, som vi får ind, ædes op af inflation og valutaudsving. Det kan gå hen og blive til en stopklods for hele vores forening og alt vores arbejde, hvis vi ikke finder en måde at lave flere penge til administrationen i Nepal.
Nu tænker du nok: ”Ikke flere elendigheder!”, men ak, det værste er stadig at fortælle. Vi kørte, Anne-Marie, Namgyal, Janaki, Tika Ram og jeg med jeep hele vejen fra Kathmandu til Bhandar fra tidlig morgen til sen aften. Først sydøst på hvor jordskælvene ikke havde ramt særlig hårdt, og så nordøst hvor vi nærmede os epicenteret for det store efterskælv, og det blev værre og værre. Tyve km fra epicenteret i Those og Shivalaya var ikke et eneste hus uberørt. Fra total sammenstyrtning til store revner og bulende vægge. Nogle havde repareret deres hus ved at rive det ødelagte ned og erstatte det med brædder. I nogle tilfælde ganske effektivt, men i andre nødtørftigt. Men langt de fleste havde ladet skidtet stå og bygget sig nødboliger af brædder fra huset dækket med presenninger og blikplader. I nogle tilfælde ganske effektivt og komfortabelt, men de fleste noget usammenhængende og utæt skidt. Derefter kørte vi østpå og væk fra epicentreret og så efterhånden enkelte huse, som virkede uberørte. Smukke Bhandar ved vejs ende var dog ændret til et rodet Klondyke, med nødboliger overalt ved siden af enlige skalmure og rodede bunker af sten og brædder.
Himalaya oplever hele tiden små jordskælv. De fleste så små at man dårligt bemærker dem. Det sidste rigtig store skælv kom for 79 år siden, og i årevis har man vidst at det næste store skælv ville komme før eller senere, for de plejer at komme med 70 års mellemrum. Den 25. April kom det så med Richter 7,8 med epicenter under Ghorka, 83 km vest for Kathmandu, en lørdag lige før middag. Men heldigvis så langt fra Solu, 181 km, at skaderne var begrænsede. Efter nogle dage begyndte folk at flytte tilbage i deres huse. Men så kom det store efterskælv på Richter 7,3 den 12. maj lidt over middag en tirsdag i skoletiden og en halv time senere endnu et på 6,3. Denne gang kun 44 og 25 km fra Bhakanje.  De fleste var udendørs i gang med dagens gøremål, da jorden flyttede sig frem og tilbage og en lille smule op og ned. Bevægelserne var så voldsomme at benene forsvandt under dem, hvis de prøvede at flytte sig. Der kunne de så sidde og se, hvordan deres huse bevægede sig, som var de lavet af gummi. Revner løb op og ned over murene og sten begyndte at falde ned. Revnerne blev større og murene bulede ud og mange faldt helt sammen, og hos mange fulgte taget efter. Men skolebørnene var i klasseværelserne. I de fleste tilfælde var læreren den første der var ude, så ungerne masede og klumpede sammen i døren, men alle var ude før sten og brædder faldt ned inde i lokalet. Undtagen en 3 årig pige, som var med storesøster i skole. Hun gemte sig under et skolebord, da hele loftbeklædningen faldt ned, fordi de bærende bjælker var for korte (ikke vores konstruktion). Hun havde kun nogle småskrammer, da de fik hende gravet ud, men gad vidst om hun nogensinde vil føle sig tryg i en skole. Der stod de så alle børn og lærere i en klump på skolegården og holdt fast i hinanden. Jangbu fortalte, at han stirrede op på fjeldet ovenover skolen, for at se om den store stenblok deroppe ville ryste sig løs og komme buldrende. Det gjorde den heldigvis ikke. Det varede 40-50 sekunder og så blev der stille.
Jeg spurgte mange til den lyd, der følger med skælvet. Husene gav en skramlende, knagende lyd, med brag og dump fra faldende sten, mens støv stod højt op i luften. De, der var ude på marken, fortalte at den rigtige jordskælvslyd var en meget uhyggelig lyd, som kom dybt nedefra. Som brummende torden, eller som en propelflyver, blot nogle tonelejer lavere. Jeg oplevede selv et lille skælv, da jeg lå i telt en madrastykkelse over jorden. Jeg vågnede ved det og mærkede en vibration, men det er rigtigt at lyden er uhyggelig. En dyb vred brummen, som kommer dybt nedefra.
Mange var gået ind i deres hus for at besigtige skaderne indvendigt, da det mindre efterskælv kom. Så nu går ingen dybere ind i deres huse end at de kan nå at komme ud i en fart. Heldigvis blev ingen alvorligt skadede i vores område. En skolelærer brækkede benet, da han sprang ud af klasseværelset. Det var den alkoholiserede lærer, og han havde allerede dæmpet tørsten, så ikke ret mange havde ondt af ham. Ganske få huse har klaret situationen uden skader overhovedet. Et af dem er Ang Dawa’s hotel i Sete, så der boede vi det meste af tiden. Han, og hans kone Susma, er nogle af de meget få, der har konverteret til kristendommen, så de er overbevist om at Gud hjalp dem. Men der går også historier om at de kristne har mistet kirker og hjem, så de gode buddhister vil lige se nogle flere beviser. Vi tror nu snarere på at det er byggeriets kvalitet, der har gjort udslaget. Det er nemlig bygget af store sten, som rækker godt ind igennem muren. Det er billigere og nemmere at bygge med mindre sten, så murene i virkeligheden består af en ydermur og en indermur med meget lille forbindelse. Vi så rigtig mange eksempler på ydermure, der var brast sammen, mens indermuren stadig stod. Vi så også huse, som stort set så ubeskadigede ud udefra, men når vi blev vist indenfor, kunne vi se revner, sprækker, buler og sammenfald af indermuren. Somme tider holdt sammen af brædderne i vægbeklædningen. I Bhakanje er højest 10 ud af de 350 huse ubeskadigede, mens resten er ubeboelige.
Mange af husene var meget gamle og velbyggede og har modstået meget. Oftest i 2 og endda 3 etager. De nyere huse efterligner de gamle i byggestil, men er lidt mindre. Og så er der alle de små fattigfolks huse i jordplan. Alle er ødelagt. At genopbygge et af de pænere huse vil koste ejeren 100.000 kr, og det er kun de allerfærreste, der har den økonomi. Et mindre etplanshus vil koste 20-50.000 kr, men oppe i Bhakanje vil man helst ikke bo direkte på den kolde jord. Vi prøvede at agitere for vores jordskælvssikre design til privathuse, men det vil øge byggeudgifterne med 20-30% fordi cement skal bæres ind. Når vejen engang kommer ind igennem Bhakanje, så vil en sæk cement koste en trediedel. Og vejen er ved at blive bygget, men processen er gået i stå, så mange vil vente og se tiden an. Mange overvejer at bygge i træ og blikplader. Men skovene er slet ikke store nok til at dække bare en mindre del af behovet, og blikplader giver et dårligt indeklima, og er i øvrigt ikke særligt kønne. Men en hovedårsag til at stort set ingen er gået i gang med genopbygning er den gamle tro på astrologi. Jordskælvene kom to uger efter det nepalesiske nytår i et forår med kulde, regn og misvækst. Så fulgte Fuel-crisis som nu bliver værre og værre. Underlige insekter angriber afgrøder og træer. Efteråret var tåget og diset, men alt for tør. Så 2015 (i Nepal hedder året 2072) er i sandhed et uhelds år, så ingen skal nyde af at starte nye epokegørende tiltag før næste nytår, midt i april næste år. Astrologer, vismænd, spåmænd og –koner har kronede dage for tiden. De kan mod rimelig betaling give dispensation for uheld.
Så nu bor alle i sammenflikkede nødboliger. Mere eller mindre velbygget i brædder og lægter fra husene, dækket af blikplader og presenninger. Vores presenninger er de bedste. God stærk kvalitet som er lidt bløde og eftergivelige, så de kan strammes godt ud over taget. Så når nye presenninger ankommer, så bliver vores taget af og strammet ud over de nye. Nogle har lagt bræddegulv og lagt tæpper ud, mens andre står direkte på jorden. Nogle har reddet møbler ud, så de har både seng og skabe, mens andre bare har en hylde af brædder og sover direkte på jorden. Nogle har pænt store hytter, mens andre blot er små hummere. Nogle er gået sammen med familie og naboer om at bygge større komplekser med fælles køkken og opholdsareal, men de fleste bor for sig selv. Nogle har selv evner til at save i brædder og sømme dem fast, mens andre må betale sig fra det. Typisk 2-3.000 kr for en rimelig hytte, og selv det beløb er for stort for rigtig mange. Mange brugte i starten vores drivhuse, men indeklimaet er så elendigt, at de snart opgav dem og igen såede tomater, agurker og chili.
Vi oplevede jo sidste år, at hygiejnen og ernæringen var så kraftigt forbedret, og folk prøver fortsat at holde standarden i de små ofte lidt plørede hjem. Men deres tøj begynder at lugte lidt jordslået og surt. Det har aldrig bekymret dem tidligere, men nu synes de at det er lidt pinligt. Men ellers er folk de samme. Det er svært at fornemme på dem, at de for et halvt år siden blev ramt af en katastrofe. De griner og pjatter som plejer. De passer deres husdyr, marker, haver og drivhuse som de plejer. Børnene går i skole og lærerne underviser, som de plejer. Folk bliver syge og går til klinikken og bliver nødtørftigt behandlet, som de plejer. I det hele taget fungerer samfundet, som det plejer. Hvis vi skal nævne nogle forskelle, så er det faktisk til den positive side. De er kommet hinanden nærmere og har nemmere ved at samarbejde og at blive enige. De initiativrige, som før blev holdt lidt nede, blomstrer og sætter gang i ting. De fordeler den nødhjælp som ankommer dryssende ind på en god og retfærdig måde, endog med en ny grad af social bevidsthed, så de sølle blive tilgodeset, om ikke først, så dog trods alt. Der bliver handlet mere. De går langt med en kurvfuld tomater eller en sæk kartofler. Tidligere var det udefrakommende der solgte varer på Kenja Markedsdag, nu er de lokale i overtal. The buskene led af mangel på omsorg lige efter skælvene, men nu er de i gang igen og planter endnu flere buske. Der har været flere bryllupper i det sidste halve år end de sidste 5 år. De ældre skolelevers fokus på at komme væk hurtigst muligt er gledet mere i retning af få det lokale til at fungere.
På det personlige plan har vi jo gennem de mange år oplevet at vores status er blevet ophøjet fra at være pengesække, over guder, over markgrever og en slags myndighed til at være venner, der er til at stole på. I år oplevede næsten at vi er blevet en del af deres familie. Vi bliver råbt an på stor afstand med stor vinken. Folk går en omvej for at komme forbi og hilse på. Mændene giver solide håndtryk med store grin, siger ”Tashi delek” (Stor Hilsen) og ”Tangbu” (How are You). Somme tider må vi håndtrykke i flokkevis. Kvinderne med bedehænder, men nu med et direkte smilende blik og et ”Namaste” (Jeg hilser din Sjæl) og nogle vil støde pande. Mænd giver normalt ikke hånd til kvinder, men når jeg alligevel gør det indimellem, så tager de fat med begge hænder og vil ikke give slip. Det er vigtigt at vi ser deres spædbørn og med smilende pylderstemme på dansk roser den lille. Børnene overhaler os, vender sig om og siger høfligt Namaste og fortsætter. Når vi ankommer til skolerne, må vi i kort rækkefølge svare et halvt hundrede Namaste’er. Nu er meget få for generte til at henvende sig direkte til os. Nu fortryder jeg mere end nogensinde, at jeg aldrig har fået lært mere nepali, end de få brokker jeg kan. Det er så dumt at stå der og smile til et menneske, når vi begge så frygteligt gerne vil snakke med hinanden; men ikke kan.

10-10-2015:
Nu er monsuntiden ved at være slut og flere dage er uden regn, afbrudt af dage med tordenbyger. Men folk er begyndt at savne en mere stabil bolig, end den midlertidige hytte som de byggede med vore presenninger. Nogle har bygget hytter af blikplader. De kan udvides til den størrelse, som måtte ønskes og er en relativt billig løsning (4-6.000 kr). Men lydisoleringen er ringe og indeklimaet ligeså. I lavlandet bliver der bygget bambushytter med mudderplaster på væggene. Men de vil næppe slå an oppe i Solu, selv om de er billige (under 2.000 kr). Se vores brochure BAMBUSHYTTE. Nogle danske ingeniører har opfundet en shelter, LIFESHELTER, som er både lyd-varme-kulde-isolerende, men den er dyr (12.000 kr) og størrelsen er ret fikseret. Men måske kan vi hjælpe til at igangsætte en produktion i Kathmandu, så de bliver billigere og bliver mere størrelsesmæssigt fleksible. Der er stadig 200 familier i Bhakanje som er nødt til at bo i nødhytte, og den støtte, som regeringen har indsamlet fra internationale donorer, er stadig ikke blevet uddelt til de nødlidende. Men uanset hvornår dette sker, så bliver det til alt for lidt til hver af de i alt 600.000 familier i hele Nepal, som har mistet deres hjem. Noget tyder på, at myndighederne vil vælge at koncentrere indsatsen i udpegede områder for at få støtten til at batte noget, for de der får den. Og noget tyder på, at Solukhumbu ikke kommer med i den pulje. Om 2-3 måneder bliver der koldt oppe i Upper Solu. Nogle familier har råd til at gøre noget ved deres hytte, men der er mange som ikke har. Hvis de flytter ned til lavere og lunere regioner, så fraskriver de sig retten til at få offentlig støtte - hvis den alligevel skulle komme - for en betingelse er stadig, at man skal være bosiddende på sin ejendom, og at man ikke må have påbegyndt udbedringen af sit hus, for at få støtte. En frygtelig og fastlåst situation, som vi må prøve, om vi kan være med til at afhjælpe.
Det stakkels plagede folk har fået endnu en plage. De fik en ny grundlov for 2 uger siden, men den er inderne ikke tilfreds med. De mener, at befolkningen i lavlandet skal have langt større indflydelse ligesom mere eller mindre lovlige immigranter fra Indien skal have stemme- og valg-ret. Det betyder reelt, at Indien vil tiltvinge sig mere magt over Nepal. For at pointere alvoren, har Indien nu lavet brændstofblokade ved grænsen. Næsten intet benzin og diesel er kommet ind i landet i de to uger nu. Der sælges ikke længere brændstof til private køretøjer. Taxier i Kathmandu er på skrap ration. Busser kører stadig men må snart til at indskrænke. Det samme gælder indenrigsfly. Internationale fly skal selv medbringe brændstof nok til at kunne tage afsted igen. Intern varetransport med lastbiler er også ved at gå i stå. Kun lastbiler, med fødevarer fra Indien, kører fortsat. Og nu starter turistsæsonen, som er en af Nepals hovedindtægtskilder. Hvis den gamle sandhed holder stik, at det ophører efter 7 plager, så må det snart være slut.
Vi får stadig donationer ind på vores Jordskælvskonto. Tak for det; det varmer. Nu da tørtiden starter, så skal vi have dem omsat. I første omgang skal vi blot klargøre byggepladserne og lave kontrakter med håndværkere, så vi kan få budgetter og tidsplaner til at hænge sammen. Namgyal er nu så erfaren en bygmester, at vi kan droppe det fordyrende og ustabile mellemled, som en lokal entreprenør er. Namgyal vil stå for indkøb i Kathmandu og transporten til byggepladsen, ligesom han vil ansætte og afregne med de lokale stenhuggere, skovarbejdere og håndværkere. Det får han lidt ekstra løn for, men der vil ikke blive indregnet profit. Vi forventer faktisk, at vore byggeprojekter vil blive noget billigere end budgetteret. Det er skolerne i Sagardanda, Sagar-Bhakanje og Chaulakharka som vi skal have genopbygget her i første runde, ligesom vi skal have færdiggjort det igangværende byggeri i Chhirringkharka skole. I Kenja har de meget svært ved at finde alternativ grund til skolen, og er derfor i færd med at beslutte at genopbygge på samme plads langs den usikre flodbred. Hvis de beslutter dette, så skal de ikke regne med hjælp fra os. Men til gengæld, så har vi forpligtet os, hvis de beslutter at finde en byggeplads i sikkerhed inde i baglandet. Den næste periode nu vil blive rigtig interssent og spændende.

02-09-2015:
Livet går sin gang i Solu mens monsunregnen trommer på vore blå pressenninger og på de midlertidige skolers bliktag. Vi hører ikke ret mange nyheder deroppefra, men det er mest fordi der ikke rigtig sker noget. Der var en stor frygt for, at der skulle komme en masse jordskred, fordi monsunregnen ville opbløde den revnede jord. Det er også sket i Middle Hiils, men ikke ret meget her oppe i High Himalayas. Men beboerne i Kenja tør stadig ikke flytte hjem, men bor fortsat lidt oppe ad skråningen i Dunda. Om dagen går de ned og passer deres marker i flodsletten, men har hele tiden lyden af flodens brusen i ørerne. Hvis denne lyd ophører, så er det fordi et jordskred har blokeret floden oppe i slugten og så er det bare om at komme væk.
Ingen er endnu begyndt at reparere deres huse. Det er der mange gode grunde til. Først og fremmest vælter regnen fortsat ned hver eneste dag. Jævnligt i form af skybrud, som varer i flere timer. Ikke alle var så heldige at deres hus faldt totalt sammen, så de kunne få ryddet op og gemt brugbare byggematerialer. Men ingen tør begynde at nedbryde de huse, som fortsat står. Man kan jo ikke vide, hvilken taglægte eller vægpanel der holder hele huset sammen, så det hele brager sammen omkring nedbryderne. Men hovedårsagen er nok, at man i parlamentet og regeringen diskuterer, hvordan genopbygningsstøtte skal gives. Der er blevet lovet en masse støtte fra stater og organisationer, og en god del er da også ankommet, men når det skal fordeles mellem de hundredetusindevis af familier, hvis hjem er ødelagt, så bliver der ikke ret meget til hver. Men det er blevet bebudet, at de der flytter fra egnen, de får ikke noget. Og kun de huse, der kan erklæres ubrugelige, får noget, og så er der ikke nogen, der skal nyde noget af at reparere i utide. Der snakkes om at udbetale støttebeløb på omkring 1.000 kr, men også om 10-15.000 kr.
Afgrøderne har det ikke godt. Kartoflerne fik for lidt vand i foråret, så de er næsten ikke blevet til noget. Der er gået helt nye og ukendte insekter i majs og hvede, så kernerne svinder ind. Det har næppe noget med jordskælvet at gøre, men det tror folk. Det er nok snarere klimaforandringerne, som rykker fuldstændigt rundt på vejret i Himalaya i disse år.
Skolerne er i gang igen. Undervisningen foregår i telte eller brædde-blik-skure. Lærerne var længe om at komme tilbage fra deres hjem i lavlandet. Eleverne var også meget uregelmæssige og kom mest for at lege med hinanden. Men nu er skolerne næsten fuldtallige. Der er blevet ryddet op i både Sagardanda og i Sagar-Bhakanje, og byggematerialerne er blevet opmagasineret og optalt. Projektbeskrivelserne er næsten færdige og vil i løbet af den kommende uge blive sendt til donorerne. Lige så snart monsunen løjer af, så går vi i gang med byggerierne.
Nu er der kun en god måned til, at vi tager derom, Anne-Marie og jeg. Vi er spændte på, hvordan vi skal bo og spise, og ikke mindst hvad vi skal opleve blandt de folk, som vi efterhånden kender så godt.

13-07-2015:
Der kommer stadig efterskælv, så Himalaya er ikke faldet til ro endnu. De største kommer op omkring 4½. Ikke alvorligt, men nok til at ingen fortsat tør bevæge sig for dybt ind i deres huse. Men de, som har mindre skadede huse, er begyndt at opmagasinere deres markprodukter i husene. Men alle bor fortsat i deres nødboliger. Der har ikke været alvorlige jordskred endnu, men Kenja er stort set evakueret, da risikoen her er meget stor. District Disaster Management Committee (DDMC) har planer om at opføre 53 "Wall Tents" i nærliggende Dunda, for at huse Kenja-boerne. Vi ved endnu ikke hvad det er for telte, men formodentlig drejer det sig om telte med faste sider, vinduer og døre, der kan holde regn og kryb ude. DDMC har leveret 10 kg ris til samtlige husstande i Bhakanje, og nu er World Food Program på vej med endnu 10 kg. Young Star Club har planer om at opføre 20 midlertidige toiletter og 18 shelters i Bhakanje, men det ved vi ikke mere om på indeværende tidspunkt.
Bhakanje skole har fået ryddet helt op. Alle byggematerialer er blevet sorteret fint og lagt i beskyttelse. De har også lavet en optælling, men den er ikke god nok til Namgyal. Han har bedt dem om at tælle om igen. Nødskolen er bygget op, så undervisningen er i gang igen. I Sagardanda er de vistnok også færdige med nedrivning og opmagasinering. I Chhirringkharka er de i færd med at opbygge beskyttelsesmuren bag skolen, og er så småt i færd med at forberede opsætning af taget. I Chaulakharka er der ryddet op og undervisningen fortsætter i de sølle bygninger. Alle stederne er vi ved at være klar til at gå i gang med at bygge. Vi venter bare på at monsunen skal ophøre.
Så er billetten til efterårsturen købt. Afgang tirsdag 13. oktober. Først en lille uge på kontoret i Kathmandu før Anne-Marie ankommer. Og så med bus så tæt på Bhakanje som vi kan komme. 3-4 uger i Bhakanje i telt og så med bus tilbage; en uges tid på kontoret og så hjem igen den 6. december.
Kristoffer fra Læger uden Grænser har skrevet sin Rapport Nr. 3.

25-06-2015:
Der har været noget rod med uddeling af nogle store flotte luksuriøse australske telte, hvor vi skulle have haft 17 af dem. Den australske Rotaryklub har nu fået deres penge tilbage, så nu vil de sende os pengene, i stedet for teltene. Og det passer os rigtig fint, for nu er vi ved at være klar med beskrivelserne af de nye skolebygninger. I dag er Bygmester Pasang Tamang i byen for at købe materialer til reparation af muren i Chhirringkharka, og for at planlægge rekonstruktionsarbejderne med Namgyal. Og så har jeg sendt Nyhedsbrev ud til alle de, som har doneret til vores arbejde.

21-06-2015 09:00:
Det er mærkeligt med vejret. Der er frygteligt varmt nede i Indien, og den varme trækker op igennem Himalayas dale, men selv om monsuntiden nærmer sig, så har det ikke givet ret meget vand indtil nu. Det tynde jordlag ovenpå klippen dræner hurtigt for fugt i denne varme, så der blev snakket om en regulær tørke, der gik ud over plantevæksten. Ydermere er der sket noget med de vandførende lag og de underjordiske vandreservoirer under jordskælvet. Nye revner og sprækker skal fyldes op med vand, som har søgt nye veje for afløb, så de små vandløb er tørret ud eller næsten tørre. Det er især et problem i Chhirringkharka, hvor de har måttet gå langt efter vand. Men nu er monsunen startet med regn hver dag, som har frisket det hele lidt op, og forleden kom der en gevaldig tordenskylle. Så nu er de første jordskred begyndt at optræde i den gennemrystede jordoverflade. Vi har ikke fået rapporter om alvorlige skader, bortset fra i Chhirringkharka. Men der er det ikke jordskælvets skyld. Under udgravningen til den nye skole efterlod de en høj jordvæg inde i hjørnet. De byggede en solid mur hele vejen rundt til at sikre jordvæggen, men forleden skred den høje væg alligevel og sendte nogle store klippeblokke og en masse jord ned over muren og ind i den nye væg til kontorbygningen, hvor hjørnet blev skadet i både stenmur og jernbeton-laget. Ikke noget specielt svært at reparere, men nu må vi lave muren ind mod jordvæggen højere og temmelig solid. Der er allerede blevet ryddet op, og de er begyndt at reparere på skaderne. Læs Rapporten om denne nye mur.

14-06-2015 13:00:
Nu kommer nyhederne kun langsomt ind og de er ikke så store og dramatiske længere. Dels har vi ikke længere vore folk i felten, og dels har de travlt med alle de daglige opgaver der hører til et kontor. Men her er lidt opsamling.
Det lille og gamle vandkraftværk i Orale er nu blevet repareret og der er igen strøm i Bhakanje. De centrale myndigheder, som behandler det nye kraftværk, er gået videre med ansøgningen, så den nu er færdig, bortset fra de sidste godkendelser fra de ansvarlige ingeniører. Dernæst skal ansøgningen videre til de bevilgende myndigheder. Dvs der er liv i projektet.
Alle skoler i Solukhumbu får nu 25.000 Rs for hvert ødelagt klasseværelse, så Bhakanje Skole har nu fået lovning på 250.000 rs (16.000 kr) som er lagt til side til genopbygningen. Ikke det store, men dog noget.
Nu begynder andre organisationer at blande sig. En gruppe kloge folk har været forbi Bhakanje Skole og bedst skolen om at bygge nye bygninger efter deres design, at bruge blikpladerne fra de ødelagte bygninger til nødskole og at flytte genopbygningen ned af skråningen. På skolen tør de ikke rigtigt sige noget imod, når nu det hele er lidt usikkert, men gav besked om at snakke med Namgyal. Han kunne så forklare gruppen, at vi da mægtig gerne vil se deres design, så vi kunne få lidt inspiration til vores eget. Og at de bare skulle holde fingrene fra vores blikplader, for dem skal vi genbruge. Og nede af skråningen skal der ikke bygges noget nu, for der er jævnlig små jordskred, som nærmer sig gradvist. Men i øvrigt kunne gruppen ikke tilbyde økonomisk støtte men udelukkende gode råd. Det er virkelig prisværdigt at de kommer omkring på den måde, men vi kan altså selv her hos os.

08-06-2014 12:30:
Nima Chhirring og Pemba fra Bhakanje var taget i byen og besøgte vores kontor. De kunne berette, at både Sagardanda og Sagar-Bakanje er gået sammen om at indsamle 56.000 Rs (3.750 Kr) til akut indsats og at de fortsat mangler at indsamle omkring 40.000 Rs (2.600 kr). De er gået til at bygge nødskoler ved begge skoler, og dette arbejde er næsten i orden nu. Samtidig sorterer de byggematerialer i brugbart og ødelagt i bunker af ens materialer. Og dette arbejde er også ved at være færdigt nu. I løbet af ugen vil de holde landsbymøde, hvor det besluttes om de vil udvide skolegården i Sagar-Bhakanje eller blot bygge på de gamle fundamenter. Men ellers er de ved at være klar til at gå i gang med byggeriet. Det samme er jeg. Jeg har stadig et par hængepartier mht indkomne midler, som jeg lige vil vente på, og så har vi Bestyrelsesmøde den 16/6 hvor vi kan beslutte hvad vi skal gøre og hvornår.
Klinikken i Sagar-Bhakanje er blevet opgraderet til Health Post, så der skal der ansættes personale. Men dette er naturligvis udsat på ubestemt tid. Men vores Lægebolig skal bygges om. Det presser Susma vældig meget på med, for det ville jo være skrækkeligt, hvis de får chancen for at ansætte en læge, hvis boligen ikke står klar. Hun er selv Frivillig Sundhedshjælper, men er oven i købet villig til at lægge ud, hvis vi vil love at gøre arbejdet færdigt. Det beslutter vi også på næste tirsdag.
Nu begynder ansøgninger at komme ind fra alle mulige andre steder, som har lidt skade. Vi fortæller dem, ar vi har en prioriteret liste, som vi vil udfylde først, men at vi vil huske dem, hvis der bliver plads senere.
Alle elbrugere har indsamlet 5.000 Rs per husstand til reparation af kraftværket. Så de regner med at der er strøm igen om få dage. Det nye elværk var kun 2 uger fra godkendelse, da jordskælvet indtraf. Så vi forventer, at denne proces fortsætter, så snart de godkendende myndigheder kommer i gang med deres arbejde igen.
I hele marts-april regnede det næsten hele tiden, hvilket er meget usædvanligt. Men nu har der været tørke i 2-3 uger, hvilket også er usædvanligt her lige før monsunen, så nu visner kartoflerne og majsen længe før modenhed. Men ellers har folk stadig travlt med at indrette sig med deres nød-boliger og med at opmagasinere de afgrøder, som de begynder at høste nu. Nu hvor panikken dæmper mere og mere og efterskælvene også svinder hen, begynder folk at se lidt mere realistisk på deres boliger, eller måske en blanding af realisne og ønsketænkning. Nu mener man at 50% af husene kan benyttes med mindre reparationer. Men det er risikabelt at tro på det. Tænk, hvis de eksperter får ret, som mener at kun 10-20% af forkastningens energi er udløst.

04-06-2015 14:00:
Namgyal har snakket i telefon med Teacher Lhakpa. Vi var meget nervøse for, om folk skulle finde på at bruge af byggematerialerne, så Namgyal ringede til Sagar-Bhakanje for at advare dem. Men Lhakpa kunne fortælle, at folk i bygden har samlet penge ind i en pulje, som skal betale nogle arbejdsmænd for at lægge materialerne pænt i bunke. Først ubeskadiget træ, stablet så det ikke slår sig, og så beskadiget træ, som dog kan genbruges, og dækket med tagpladerne. Derefter byggestenene stablet pænt i bunker. De er allerede godt i gang med dette arbejde.
Der var to bygninger ved skolen, som er lavet efter et ældre jordskælvssikret princip. Og det har til dels virket, for taget står uforandret på sit jernstativ (se billederne fra 22/5: 6 & 7. klasses bygning). Men murene er styrtet sammen. Nu har de fjernet murene ned til fundamentet. Det viser sig, at skolen har gemt de gamle New Zealandske aluminium-tagplader fra den gamle Hillary-kontorbygning. Sammen med træ, som ikke kan genbruges til reelt byggeri, er de i færd med at tømre to bygninger sammen, som kan bruges som nødskole. Så de regner med at skolegangen kan genoptages om 1-2 uger.
Vi er ikke bare lettede; vi er simpelthen stolte. De har forstået Namgyals budskab, og hele bygden står sammen om at gøre det rigtige.
Vi regner med at Namgyal skal til Bhakanje igen om 2 uger, for vi har et skolebyggeri i gang i Chhirringkharka med tre jordskævssikrede bygninger, som er ved at få lagt tag på. Det skal Namgyal lige godkende, før de kan få lov at arbejde videre. Så kan Namgyal ved samme lejlighed lave en lagerliste over materialerne.
Den håndværksmester, som bygger Chhirringkharka Skole, hedder Pasang Tamang. Ham har vi kendt i mange år. Han er selvlært og hans første bygninger var ikke gode, men så tog han arbejde under en dygtig mester. Da kontorbygningen og murene omkring Chhimbu Skole, bygget af Dille Thami, faldt sammen i 2009, fik vi Pasang til at lave dem om. Han gjorde det så godt og billigt, at jeg måtte give han en ekstra bonus ud over kontrakten. Og det har stået jordskælvet igennem med meget små skader. Det var ham der var mester på Bhakanje Skoles kontorbygning. Og den står stort set ubeskadiget, mens resten er faldet sammen. Og nu er nybyggeriet i Chhirringkharka gået igennem skælvet uden skader. Hans arbejde med møbler er stort og klodset og holder ikke længe. Han er stadig en elendig snedker men en fantastisk murer. Derfor vil Namgyal om 2 uger få en aftale i stand med ham om, at han skal gøre klar til at genopbygge Sagar-Bhakanje Skole, samtidig med at han gør skolen i Chhirringkharka færdig. Så må Sagardanda Skole vente, til han er ved at være færdig i Sagar-Bhakanje. Pasang kender ikke et eneste ord på engelsk, men han forstår skitser, tegninger, fingersprog og så det sprog der gemmer sig bag store smil.

02-06-2015 13:30:
En lang snak på Skype. Janaki kunne fortælle, at hun følte at dette havde været hendes helt store oplevelse i livet. Hun var en af aktørerne i ovennævnte jordskælvsfilm, og nu oplevede hun den ude i Solu lige fra begyndelsen, over vores hurtige nødhjælpsbistand, at se de mange ødelagte hjem, og så kontakten til alle vore børn, som hun skulle uddele scholarship til. Hun vil skrive en bog nu. En bog om det som hun oplevede undervejs, men også med interview med alle børnene lige efter et jordskælv. Det kunne blive en rigtig flot bog. Hun fik tilbuddet, at hun kunne tage tilbage, hvis hun følte sig utryg; men det kunne slet ikke komme på tale. Hun havde et ansvar og var midt i en kæmpe oplevelse. Namgyal kunne mere nøgternt forklare, at han tror at en trediedel af Bhakanjes beboere vil have råd til at bygge nyt hus i løbet af de næste par år. En trediedel vil blive tvunget til at reparere på det gamle og flytte ind. Den sidste trediedel vil ikke få bygget hus i rigtig mange år fremover. Men husene vil blive mindre. Måske vil nye materialer blive overvejet, fx typehuse. Det vil godt nok ændre på den rustikke charme.
De kunne begge berette om det gode humør overalt. Folk forklarede selv, at det var fordi alle var i samme situation. Hvis nogle få huse var faldet, så ville ejerne overveje selvmord. Nogle folk, heldigvis en mindre del, udviklede en grådighed. De tiltuskede sig ekstra presenninger, så andre ikke fik nogen. Det rettede vore folk så nogenlunde op på. Nogle fik udleveret flere nødhjælpspakker, idet de opgav falsk navn, hvilket bevirkede at vedkommende ikke kunne få. Folk fik meget klar besked på, at de skulle nedrive de ødelagte skolebygninger og opmagasinere samtlige materialerne for genbrug. Men nu kan vi frygte, at nogen vil gå i bunken og finde det, som de mangler.
Kartoflerne og majsen er ved at være moden til første høst, men kun få har initiativ til at gå igang. Dels fordi de ikke har nogen steder at gøre af høsten. Folk sidder inde i deres hytter under plastiktaget eller i vores drivhuse og er overvejende virkeløse; måske en slags depression. Men også fordi der er enormt varmt derinde i løbet af dagen. Det er ikke velset at være letpåklædte, så de sveder enormt og de selv og deres tøj lugter.
Politikerne diskuterer i Parlamentet om offentlig skadeserstatning, og rygterne svirrer at der bliver udbetalt 15-25-50.000 rupee og endda at der vil blive givet lån uden sikkerhedsstillelse på 1½ million. Nogle tror så meget på det, at de spekulerer i det. Rygterne siger også at regeringen vil genopbygge samtlige ødelagte skoler. Men det kan umuligt være sandt. Hvor skulle alle de penge dog komme fra? Og hvornår? Og det batter heller ingenting, for det koster 1½ million rupee (100.000 kr) at bygge et ordentligt hus eller en skolebygning. Så vi aftalte i dag, at Namgyal tager på en ny runde om 2-3 uger for at se, om de gør som de skal, og for at se hvor vi skal begynde.
I dag besøgte Namgyal plastikmanden, som gav os kredit på 2 millioner rupee, for at få regningen. Han var meget lettet over at se Namgyal, for nu er der gået 3 uger uden at de har haft kontakt. Men han påstod, at han ikke havde været nervøs i forhold til os. Det tror Namgyal dog ikke helt på. Men jeg har sendt ham min allevarmeste Namaste!

01-06-2015 14:30:
De kom tilbage til Kathmandu i går aftes sent. I dag har de travlt med opdatere med familien og at vaske tøj. Men Namgyal tog alligevel på kontoret med sin 4-årige søn, så vi lige kunne få en kort overfladisk snak, mens knægten trykkede på tasterne. Han var svær at skælde ud, når far havde været borte i 3 uger. Så her fortsætter beretningen, hvor vi slap for 4 dage siden. På vejen ned over Septeng mødte de megen ødelæggelse. Alle huse havde taget skade, men hvert tiende kan nok repareres, mens resten skal rives ned og genopbygges. Og hernede er det de fattiges huse, der er værst medtagne.
I Kenja var ødelæggelserne omfattende. De fleste huse står op endnu men er så beskadigede, at de er i fare for sammenstyrtning. Mange huse er 2-4 etages hotelbygninger. Heldigvis ser det ud til at vores sædvanlige hotel er et af dem der kan repareres. Det samme gælder skoleinspektør Bhimsens hus, og Dhambar's hotel. Men stort set resten skal rives ned. En håbløs opgave med så høje huse, som er bygget så tæt sammen. Kenja Skole er klar til nedrivning. Ingen af de 4 bygninger synes til at redde.
Chaulakharka Skole er ikke så slemt medtaget som frygtet, selv om resten af området er noget af det værst medtagne overhovedet. Fem bygninger kan faktisk bruges uden fare. De to nyere bygninger kan nemt repareres. Kontorbygningen er halvt ødelagt.
Mere detaljeret rapport følger de næste dage.

28-05-2015 08:30:
De fandt igen en mobil-forbindelse nedenfor Chhimbu, så jeg kunne få opdatering af deres seneste oplevelser. Namgyal besigtigede Sagardanda skole grundigt og tog beslutning. En bygning og toilettet skal tages ned til fundamenthøjde og de to andre til nedre vinduesramme, hvorefter murene skal dækkes til med plastik for at beskytte mod regnen. Alle nedrivningsmaterialer skal lagres forsvarligt, så Namgyal kan lave en opgørelse på en ny runde i området om en måneds tid. Men han anslår at 75-85% af sten, træ og tagplader kan genbruges.
I Sagar-Bakanje har han nu gennemgået alle huse og anslår at 10-15% af husene er ubeskadigede og kan bruges umiddelbart, mens resten er totalskadede. I skolen var 40 soldater gået i gang med at nedrive science-bygningen og de vil fortsætte med de dele, af de andre bygninger, som er i øjeblikkelig fare for nedstyrtning, ned til fundamenthøjde. Herefter har Namgyal beordret landsbyen til at rive resten ned til vindueshøjde. Her er skaderne mere omfattende, så her anslår han at 65-70% af materialerne kan genbruges. Vores lille nye "lægebolig" skal rives ned til fundamenthøjde.
Tilbage i Sete fik Namgyal tid til at tjekke hele bygden efter. Det er værre end først antaget. Kun to hoteller er stort set ubeskadigede. Det er, Susma og Ang Dawa's og Pasang's. Chhirring vil opgive hoteldrift nu. Han og Pelu er ved at være ældre og deres lille hotel har længe skrantet, så nu river de skidtet ned og bygget en lille aftægtsbolig. Det fine nye hotel længst nede er faldet næsten helt sammen. Og det gik ellers lige så godt, med nye friske kræfter. Den gamle gompa er faldet delvist sammen og de kostelige gamle gude-skulpturer er taget i forvaring et hemmeligt sted. Men de lige så kostelige vægmalerier er blevet forvandlet til små farvede brikker. De to gamle oprindelige gårde nedenfor et blevet til et par bunker brokker.
I Chhimbu har skolen fået besked på straks at indlede reparationen. Kun kontor-afdelingen har på begge sider en skade i muren på størrelse med den revne, som gik tværs igennem skolegården, men som er ved at lukke igen. Det beskadigede stykke af muren skal tages ned og bygges op igen, men det er et mindre problem, som vi blot kan tage af driftskontoen. I landsbyen bor Sherpa og Thami nu på næsten lige vilkår. De fattigere Thami's huse har en del træ i deres konstruktion, nærmest som bindingsværk, så de står så nogenlunde. Jo fattigere jo bedre. Men de større og solide to-etages sherpahuse, men de tykke stenmure, de er rystet i stykker. De to lodges i bygden er helt færdige.
Janaki, storbypigen, har det fantastisk. Hun går med liv og sjæl op i sin opgave med at uddele scholarship og at få alle vore studenters historie, både den øjeblikkelige og de mere langsigtede perspektiver. Ungerne har svært ved at tage stilling lige nu, ligesom de generelt har det svært med at forestille sig fremtiden. Men de har rigtig godt af at blive spurgt og at fornemme, at nogen udefra er interesseret i deres lille sølle liv, som vi gerne vil se blomstre op i et nyt samfund, når vi er kommet over denne hurdle. Namgyal er naturligvis i sit es. Han registrerer og fotograferer næsten hver eneste bolig og bygning, og udtaler sig som ekspert og høster stor anerkendelse for sine kloge beslutninger og tilsagn om snarlig hjælp.
Nu går de ned over totalsmadrede Septeng, igennem forladte Kenja, op gennem Dunda hvor Kenja-beboerne har etableret nødlejr og til Chaulakharka, hvor de vil overnatte, så de i morgen kan besigtige skolen der.

26-05-2015 07:00:
Endelig åbnede mobiltårnet igen. Det stakkels prøvede folk fik sig endnu en ordentlig tur. Denne gang var det en storm i 2 dage og en nat. Måske fordi alle bor i deres interimistiske telthytter eller i de hele taget er lidt oppe at køre, oplevede de den som værre end nogensinde før. Mange som havde teltet i vindøjet, måtte sidde oppe hele natten og holde på presenningen. Andre hjælpeorganisationer er også begyndt at levere presenninger, men mange af dem blev flænset i stormen - vores gjorde ikke.
Men her kommer Namgyals rapport fra turen fra Sete over Sagar-Bakanje, ned over Sagardanda, Themjeng, Orale og Marbu, og op til Chhirringkharka og Patale. I Sete er skaderne minimale. De 4 hoteller er stort set uskadte. I Sagar-Bakanje står de fleste huse op, men når man kigger dem nærmere efter, så har halvdelen så store skader, at de ikke kan bruges igen. Resten kan nok repareres ifølge Namgyal, men ejerne tror ikke på det. De siger at er er indvendige revner, som ikke kan ses udefra. Som det ser ud nu, så vil alle rive deres gamle to-etages hus ned og bygge i ét plan. Men ingen vil bygge førend om 1-2 år af skræk for nye jordskælv. Men lad os nu se det hele, når det kommer lidt på afstand. Skolen er stort set færdig. Kun min nye bygning står med kontor og to klasseværelser og mindre skader, der kan repareres. De to gamle såkaldte jordskælvssikrede bygninger har mistet det meste af murene, men taget står endnu på sin jernkonstruktion. Så de kan måske bruges som nødskole indtil de skal udskiftes. Den lange fine bygning med 4 klasseværelser skal rives ned til fundamentet og genopbygges. Den fine to-etages Science-bygning skal rives ned til fundamentet. Heldigvis har de reddet alle fysikinstrumenter og bøgerne i biblioteket. Den bygning må vi vente lidt med, til vi har genopbygget klasseværelsesbygningerne. I øvrigt får skolen nu chancen til at udvide skolegrunden, som de længe har ønsket. Men det bliver et mægtigt arbejde, så lad os se hvad de vil. Der er møde i skolen i morgen. Klinikken kan repareres for mindre beløb. Også vores lægebolig, selv om den er blevet fuldstændig skæv. Klinikken blev i øvrigt opgraderet til Health Post kort før jordskælvene, så der skal ansættes både Health Assistant, sygeplejerske og administrator. Men lad os nu se, hvor længe dette bliver udsat nu, og så afvente rekonstruktionen til det bliver aktuelt.
I Sagardanda er 9 ud af 10 huse totalskadede og resten med mindre revner. I skolen er bygningen med lærerværelse og børnehaveklasse skal bygges om. De to andre vil Namgyal gå igennem igen sammen med en af håndværkerne fra Chhirringkharka. Han mener nemlig godt at de kan repareres. Men jeg har bedt ham om ikke at være i tvivl. Vi kan ikke risikere at en skolebygning overhovedet kan tænkes at falde sammen over børnene. Deres toiletbygning er totalskadet.
I Themjeng er hvert ottende hus stort set uskadt, mens resten skal rives ned. Men de har fået nye beboere, for folk nede i Orale og oppe på skråningerne i Marbu er bange for jordskred, så de er alle flyttet herom på nordskråningen. I øvrigt er samtlige deres huse skadede. El-værket i Orale er færdigt. Og ingen har for øjeblikket overskud til at arbejde videre med de næsten færdig-forhandlede planer om et nyt. Skolen i Orale er fuldstændigt uskadt. Ikke en revne. Men til gengæld er den ene forankring til hængebroen fuld af revner. Alligevel går folk over den, men én ad gangen.
Oppe I Chhirringkharka og Lole er seks ud af syv huse ubrugelige, men selv det syvende vil ikke blive beboet igen, sige de. Omme i Patale er samtlige huse svært skadede og flere er faldet helt sammen. Alle er flyttet helt op i toppen af skråningen, hvor der er lidt fladt, af skræk for jordskred. Men de brede og dyb revner er ved at lukke. Det regner næsten hver dag, så revnerne fylder op med mudder og den opblødte jord klemmer resten af revnerne sammen. Så nu er det bare at afvente om jordskorpen hænger ordentligt fast til klippegrunden. Skolen i Chhirringkharka, som vi bygger på i disse tider har ikke taget den mindste skade. Bygmester Pasang indtænker yderligere jordskælvssikringer i byggeriet. Klinikken har mindre revner, som nemt kan repareres, men fløjen med køkken og toilet er faldet sammen, mens baderummet står endnu. Støttemuren under gårdspladsen er kommet til at ligne en gravid, så den skal bygges delvist om.
Nu går de over til Sagar-Bakanje igen og formodentlig til Sete for en overnatning, før de går ned gennem Chhimbu og Septeng til Kenja. Så igen må vi forvente manglende kommunikation, måske indtil de er hjemme i Kathmandu. Men der er begyndt at komme så meget nødhjælp ind, at vi ikke behøver at tænke mere på den side af sagen. Der er andre der sender presenninger ind til nødskoler, så det behøver vi nok heller ikke at tænke på. Så nu kan vi nok koncentrere os om genopbygningen af skolerne. Og der ankommer stadig rigtig mange penge på vores konto, så jeg føler mig efterhånden ganske betrygget ved, at vi kan få repareret hovedparten af vore skoler og klinikker i løbet af tørtiden fra her i eftersommeren til næste forsommer og monsun. Og hvis det holder stik, at folk ikke vil bygge hus førend om 1-2 år, så er det da også om at benytte sig at de "ledige" håndværkere inden de får travlt for alvor.
Kristoffer fra Læger uden Grænser har skrevet sin Rapport Nr. 2.

22-05-2015 08:30:
De har overnattet i Sete, hvor skaderne er langt mindre end rygtet sagde. Susma og Ang Dawa’s hotel er stort set uskadt, men Sete ligger også på et sted med et tykt jordlag over grundfjeldet. De sov i værelset lige ved siden af balkonen, så de hurtigt kunne rende ud og hoppe ned, hvis det skulle begynde at ryste. Men nu er det ved at være flere dage siden, at der har været uro i undergrunden. Men på turen oppe fra Lamjura Passet og ned var forfærdelig. Her ligger alle de små bosteder næsten direkte på fjeldet. Her var alle huse totalskadet og i Dakchhu var alting gået i opløsning. Husene lå spredt ud over stien, som vi kalder ”Higway No. 1”, hovedvejen som fører nordpå, den gamle turistvej til Everest-området. Her har folk ikke engang været i stand til at grave deres ejendele og madvarer frem. Måske vil det aldrig blive genopbygget deroppe, for i princippet er alle de små bygder deroppe på bjergryggen illegale the-hus-bebyggelser indenfor grænsen til det, der siden er udråbt til Sagarmatha National Park. Derfor siger et dekret, at der ikke må bygges nyt eller ombygges i området, og ingen bygning må gives i arv men skal nedrives. Nu får vi se om det også gælder i denne nationale katastrofe-situation.
Sete er det bedste sted i Bhakanje at opnå telefon-forbindelse, som er on-off, og da det ser ud til at være det mest trygge sted at opholde sig, så tager de nattesæde her og går på udflugt herfra. I dag går de til Sagar-Bakanje. Namgyal besigtiger skader og Janaki uddeler scholarship. Namgyal vil fotodokumentere og beskrive så mange huse som muligt. Janaki vil fotografere vore børn og få dem til at beskrive deres situation lige nu. Skolerne får besked på at nedrive de bygninger, som Namgyal erklærer ubrugelige, og at opmagasinere byggematerialerne til genbrug. De får også besked på i træ at bygge en hus-struktur på stedet, så de kan overtrække det med presenninger, som vi sender straks Namgyal er kommet tilbage til Kathmandu. Og så har vi lovet dem at vi påbegynder genopbygningen straks, når monsunen er ved at være lakke mod enden sidst i august.
Men humøret mellem folk i Bhakanje fejler ikke noget. Stort set ingen bebor deres huse, men det er jo ens for alle. Så de pjatter, griner og joker som sædvanligt. Men taknemmeligheden overfor Himalayan Project er stor. De siger at vi er større en Guru Rimpoche, hvilket er trinnet lige under Buddha. Ingen drivhuse vil forsyne tomater i år. Enten er de lavet om til beboelse eller opmagasineringsrum, og presenningerne dækker over de bræddehytter, som er sat op i hast, og hvor folk sidder inde og hygger sig, når det ikke regner og de ikke har travlt ude. Alle sender de største og mest dybfølte taknemmeligheds-udtryk til alle os, der så hurtigt reagerede ved at sende vores hjælp og løfter om mere hjælp derop i bjergene.

19-05-2015 8:00:
Vi holder lige en pause med udlevering af presenninger. Vi var de første på stedet, og så kunne vi oven i købet levere kvalitet, og endda i en passende mængde. De tre hårdest ramte områder, Bhakanje, Chauklakharka og Goli, med 80-100% totalskade har vi dækket næsten fuldstændig ind. CDO klarer resten siger han. Her til morgen er Namgyal blevet ringet op fra lokale officials og lokale borgere i alle tre områder, og det var rigtig mange der har ringet, og de har ringet på vegne af endnu flere. De har udtrykt et meget varmt og dybfølt tak til Namgyal, så han blev helt grødet i stemmen, da han fortalte det. Men værre blev det med stemmen, da han skulle fortælle mig, at takken også blev rettet direkte til os i Danmark, Sverige og Tyskland, for vores enestående indsats så hurtigt og fuldstændigt i denne svære situation. Folk i Bhakanje, som er dem, der kender os bedst, har os i tankerne med stor varme. Jeg kan mærke at jeg også selv bliver helt rørstrømsk ved at sende denne store tak videre til alle I, som har givet en håndsrækning med så hurtigt i forløbet - TUSINDE TAK fra 1.100 familier i Solukhumbu, som nu kan gå i tørvejr i bevidstheden om, at en masse gode mennesker på den anden side af Jorden tænker på dem.
Det mest akutte og presserende behov er nu dækket. Nu begynder andre hjælpere at komme ind med forsyninger. Nogle begyndte at nævne at de godt kunne bruge ekstra presenninger til deres møbler og madvarer. CDO mente at han godt kunne tænke sig at have et lager at dele ud af. Mange folk er blevet overnervøse og tør ikk opholde sig i et eller ubeskadiget hus af skræk for næste sore skælv. Nogle NGOer har lovet at uddele, men har endnu ikke gjort det og enkelte har før svigtet, når det kom til stykket. Så alt i alt rimeligt nok, men nu holder vi lige en pause. Det værste er, at de søde Rai-folk i Basa, som vi besøgte forrige år, de har stort set ikke modtaget noget, selv om de er ret hårdt med, med 2/3 huse ødelagte. Men lad os se om en lille uge, hvordan situationen ser ud, og så kan det godt være at vi skal ind og fylde hullerne ud.
Nu går vores lille team videre. Her ved middagstid gik de til Mopung, og i morgen over Lamjura til Bhakanje. Og så vil telefonkontakterne blive sjældnere og dermed også nyhederne. Men til gengæld bliver nyhederne skarpere og mere realistiske, når Namgyal får inspiceret. Folk i Bhakanje har forespurgt om vi kan hjælpe med "nød-skoler" med større presenninger, og det skal Namgyal tage stilling til undervejs og give besked på hvordan de skal bygge strukturen, så skal vi nok levere plastik og undervisningsmaterialer. Janaki ser frem til at få udleveret alle vore scholarship. Det er, for de fleste, to perioder det drejer sig om, så ingen tvivl om at pengene falder på et tørt sted. Tikaram har lovet at opføre sig ordentligt. Han lider lidt af ludomani, så han har fundet sig nogle nemme ofre i Phaplu. Jeg har givet ham beskeden, at hvis han spiller en eneste gang i Bhakanje, så er han fyret. Folk, der har mistet alt, prøver gerne om de kan vinde det hjem på én gang. Men Himalayan Project deltager ikke i sådan noget. Han er en fantastisk mand, men lidt svær at kontrollere.
Folk i Chhimbu har fået besked på at fylde den store dybe revne op, før den bliver opblødt af vand helt nede mellem klippegrund og jord. Jeg ved godt at man ikke kan fylde den op, for jordknoldene vil stoppe og blokere undervejs ned i dybet. Men under alle omstændigheder kan det da være, at vandet kan forsinkes og at det vil trække mudder med ned og pakke bunden af revnen ud. Hvis det lykkes, så skal Chhimbu Skole blot have lidt småreparationer for at fungere igen. I Chhirringkharka arbejder de videre på højtryk med byggeriet af den nye skole, så de kan få tag på, før monsunen for alvor begynder, og så håndværkerne kan komme videre med de hundredevis af huse i lokalområdet, som ska rives ned og bygges op igen.

18-05-2015 09:30:
Her til morgen udleverede Namgyal vore sidste 300 presenninger i Goli og Chaulakharka. Den nepalesiske hær stillede en helikopter til rådighed, da det er alt for besværligt at komme frem ad landjorden. Men der var ikke tid til de store arrangementer på de to udleveringssteder. Namgyal havde i forvejen arrangeret at det lokale politi eller kommunesekretæren var til stede ved landingspladsen, så de fik ansvaret for at fordele udstyret og at lave en liste over familier, som får det udleveret.
Sammen med myndighederne har Janaki fået fremstillet en LISTE, der fortæller hvor nødhjælp er udleveret i Solukhumbu, og hvor det ikke er. Desværre er det ikke alle, der har koordineret med myndighederne, ligesom vi har gjort. Indian Army har på vegne af Government sendt så rigeligt til de nordligste kommuner - fordi de grænser til Kina (Tibet). Nogle små NGO'er har sendt til deres hjemegn. Men der er stadig en masse, som bebor mere fjerne egne, som endnu slet ikke er forsynet som de behøver. Distriktet har stadig en del af det tynde plastik, som de endnu ikke har kunnen fordele endnu, og nogle af de sydlige kommuner kan godt klare sig med det. Men der er stadig en masse familier i de højtliggende og køligere kommuner, som mangler presenninger af ordentlig kvalitet. Især i Basa, hvor folk kender os og har spurgt så mindeligt om vor hjælp. Namgyal er i færd med at undersøge sammen med CDO hvor meget der mangler at blive fordelt, og hvor mange presenninger vi endnu en gang kan få på kredit i Kathmandu. Og jeg arbejder på, hvor mange penge vi kan få samlet samen til at købe mellem 500 og 1000 presenninger.
Danske Læge uden Grænser har etableret mobilklinikker i Ghorka området, og en af dem, Kristoffer, er nu på vej mod øst for at sætte ind der. Læs hans rapport.

16-05-2015 21:00:
Endelig ringede Namgyal op. De gik til Junbesi med 450 presenninger og fordelte mellem de folk, der var kommet over passet fra Bakanje, de fik 250 med hjem, til folk fra Mopung, Pangkarma, Salabesi, Khamje og vistnok også noget til klostrene. Men folk fra Junbesi, Thamakhani og Trakshindu har organiseret deres eget indkøb - de er rigere end de fleste. Folkene fra Phera ville gerne have, men de har allerede, men vores er af bedre kvalitet. Så de blev afvist. Og nu kom de tilbage til Phaplu i buldermørke lige før midnat. Janaki gik udmattet til hvile og sover uden mad. Tikaram er ved at koge lidt og Namgyal ringede. Han lød træt. Hvor er jeg afsindigt stolt af mine folk, og det fortalte jeg ham. Han blev glad. De sover i et lille skur i baghaven til Hotel Numbur, så de kan springe ud af vinduet, hvis det begynder at rumle.
Bakanje ser forfærdeligt ud. I Kenja, Septeng, Chhimbu, Sagar-Bakanje, Sagardanda, Themjeng, Orale, Chhirringkharka, Lole, Patale ... er der ikke et eneste hus, der kan bebos. Chhimbu Skole; der løber en revne tværs gennem skolegården og tværs igennem kontoret, mens resten står, ligesom den høje mur forunderligt nok står. I Bakanje Skole står min kontorbygning uden rener, blot med nogle sten der er faldet ud øverst i muren. Overetagen i Science bygningen er faldet helt ned, mens underetagen er rimeligt ubeskadiget. Den lange bygning er halvvejs ødelagt og den anden halvdel kan bruges. De øvrige to bygninger er færdige. Den gamle skole i Chhirringkharka er totalt ødelagt, men vores nybyggeri er ubeskadiget. Klinikken i Chhirringkharka er hovedsageligt i orden, men køkken, bad og toilet er faldet sammen. I Themjeng er alle huse svært beskadiget, men det nye forsamlingshus, som vi har bygget i løbet af vinteren er ubeskadiget, så her bor en del familier. Mere fik jeg ikke i denne omgang. Måske i morgen.
I morgen vil de uddele 400 presenninger til folk fra Goli og Chaulakharka. Og så har de kun 150 tilbage i baghånden til hvem der eller måtte komme. Chief District Officer er dybt imponeret og taknemmelig. Jeg håber han bliver længe på sin post i distriktet, for så har vi en sikker samarbejdspartner i næste fase. I morgen får vi også en vurdering af, hvor meget nødhjælp de mangler i Solukhumbu, og om vi skal arbejde på en sending mere.

15-05-2015 11:30:
Tikaram er afgået fra Kathmandu her til morgen og forventes at ankomme til Salleri i morgen ved middagstid - med 1.000 presenninger. Namgyal og Janaki blive behandlet som helte af alle officials og lokale, og de udråber kæmpestor anerkendelse af det arbejde vi gør her i Danmark og den offervilje der er hos alle involverede donorer og fonde. Namgyal har kaldt folk fra vore områder til Salleri i morgen for at uddele presenningerne. Halvdelen til folk fra vores eget område i Upper Solu og resten til folk, som vi ikke kender, og som vi lader Chief District Officer fordele.
Vi ved fortsat meget lidt fra Bakanje. Namgyal har snakket med Saru i Kenja. Ingen huse kan bebos, og der er en lang og dyb revne hele vejen fra stejle Septeng lige over Kenja og hele vejen op til nedenfor Chhimbu. Når monsunregnen snart går i gang for alvor, så fyldes revnen op med vand, der lagvis opbløder jordlagene til mudder, og så vil det komme i skred ved den mindste rystelse og begrave Kenja. Der bliver ved med at komme mindre efterskælv med få timers mellemrum. Så ny flytter alle fra Kenja op i Dunda på den anden side af floden og etablerer en flygtningelejr deroppe. Han snakkede også med Kami Chhirring i Chhirringkharka. Her er der en revne på langs af skråningen over 3 km lige midt igennem bygdens nedre del. Revnen er 10-20 cm bred og umulig at vurdere dybden af, men den er dyb. Mange andre kortere revner løber på kryds og tværs fra Lole over Chhirringkharka og rundt om hjørnet og ned over Patale. Så nu flytter alle beboere op på sikre steder og etablerer lejre, men de har ingen beskyttelse mod regn. Den får de først i morgen. Vi har besluttet at samtlige husstande i Bakanje skal have en presenning, hvilket vil sige 250 stk. I morgen får vi mere at vide, når folkene kommer og henter dem.
I Junbesi står gompaen og 3 huse ubeskadiget. Resten er færdige. Se billederne. Hvis det havde været huse bygget af mursten, så kunne man nok i nogle tilfælde fjerne sten omkring de mindre af revnerne. Men i Solu er husene bygget af tilhuggede natursten i uregelmæssige størrelser og forme, som er holdt sammen af mudder. Selv det at nedrive sådanne bygninger er livsfarligt, for de kommer pludseligt i skred - stenskred; især når regnen har opblødt mudderet. Man kan ikke kravle op på taget og hive tagplader af, eller gå ind og hive træpaneler ud, for selv den mindste rystelse kan få det til at vælte. Det vil betyde at det vil blive meget vanskeligt at genbruge materialerne til nybyggeri. Junbesi Skole er færdig. Ikke en eneste bygning kan bruges. Heller ikke engang efter en oprydning. Oppe over Junbesi har Serlo Gompa taget meget skade med sine kostelige vægmalerier.
Mopung er et eksempel på at rygterne kan være overdrevne. De sagde at hoveparten var ødelagt, men faktisk står 75% af husene ubeskadigede, mens 25% ikke kan bebos mere. Men det er da også galt nok. Det med at forsikre sit hus er noget helt nyt, som kun foretages af enkelte virksomheder i Kathmandu. Herude på landet er et skadet hus på egen regning. Og der er en tendens til, at de fattigstes huse er værst medtaget. Oppe over Mopung er Tubten Choling Klosteret stærkt medtaget. Især de små hytter som bebos af de 5-600 munke og nonner. Phugmoche Kostskole slap nådigt i første omgang, men er nu stærkt beskadiget med flere revner i grunden både over og under skolen, så nu er alle kostelever flyttet ned i dalen.
Når uddelingen af presenninger er overstået, så går vore folk op over Lamjura Passet og ned i Bakanje. Også by-pigen Janaki. Hun føler det er hendes pligt at gøre arbejdet færdigt, at få uddelt scholarship og at forhøre hvordan det går med hver enkelt af dem.
Her løb Namgyals taletidskort tør for penge, så vi skyndte os lige at aftale, at vi venter med en opdatering til i morgen aften, når presenningerne er udleveret.

14-05-2015 14:00:
I dag gik Namgyal og Janaki op til Junbesi og Mopung for at se på skaderne. Namgyals mor bor i Mopung, og hun er en af de heldige, hvis hus ikke har taget nævneværdig skade. Så de overnatter nok der. Selv under normale omstændigheder er der ikke mobildækning deroppe, så vi kommer ikke til at høre nyt førend i morgen, når de er tilbage.

13-05-2015 17:00:
Vi har lige bestilt 1.000 presenninger i Kathmandu. De er ikke på lager, men er bestilt i Indien og er på vej, så de forventes at være fremme om 2-3 dage. Namgyal fortalte forretningsmanden, at pengene er på vej her fra Danmark, men at vi først forventer at se dem i vores bank om en god uge. Det var OK med ham. Han stoler på os. å straks efter at de er ankommet kører Tikaram til Salleri med dem. Vi tør ikke køre gennem Dolakha, for så forsvinder presenningerne der. Det er frygteligt at tænke sådan, for de har mindst lige så meget brug for dem, som vi har. Men vi må være os selv nærmest. I mellemtiden går Namgyal og Janaki til Junbesi og Mopung og besigtiger skaderne og uddeler scholarship og tilbage samme dag, for der er ingen steder i den gamle hotelby at overnatte. De har fået en god forbindelse i Radio Himal FM, så de kan kalde folk til for at afhente presenninger. Vi har besluttet at halvdelen skal gå til vores egen egn i Upper Solu: Bakanje, Beni, Ringmu, Thamakhani. Halvdelen af resten til Chaulakhaka, og herefter resten ned sydpå, hvor der aldrig kommer hverken NGO'er eller andre med nogetsomhelst. Derefter må vi se om vi kan samle penge nok ind til at sende endnu en lastbilfuld. Alt imens vi organiserer og uddeler i hundredevis af presenninger er der begyndt at ankomme små portioner med 5-10 telte eller 1-2 boxe med alting i. I dag var 70 mennesker forsamlede i Salleri for at fordele 6 telte. Det kom til slagsmål og forbitrede udfald. Godt at Namgyal er sådan en klog og retsindig mand, at vi kan undgå den slags.
Vi har stadig absolut intet hørt fra Bakanje. Alle telefoner er døde, og ingen kommer til Salleri. Men der begynder alligevel at danne sig et billede af skaderne. I Thamakhani, hvor skaderne er lige så slemme som i Bakanje, er 80-90% af husene ubeboelige. Det fordeler sig på den måde, at 20% er totalskadede, 40% er svært beskadigede og 20% har revner og sprækker, der er store nok til at gøre huset usikkert at bo i. Men det betyder at hoveparten af husene kan benyttes i dagtimerne til at lave mad i og at spise i, men sådan at man kan løbe ud øjeblikkeligt, når det begynder at ryste. Men det betyder også at 80-90% af befolkningen ikke vover at hvile eller at sove i deres hus. Det småregner næsten hver aften i øjeblikket, som tegn på at monsunen er på vej lidt tidligt. Så det HASTER med de presenninger, og kun dem. Det er faktisk Namgyal og mig, der analyserede os frem til den løsning, og nu begynder alle at efterligne os. En Australsk Rotary Klub, som bad os om at hjælpe med at levere 3 ShelterBoxe, lavede det om til 11 telte uden box, og nu har de lavet det om til levering af 100 presenninger - til samme pris.
I aften skal Namgyal og Janaki beslutte om de vover at gå til Bakanje, når presenningerne er udleveret. Ingen steder at bo, simpel føde, folk i nød - men de medbringer scholarship for to perioder, og næppe har vore børn tidligere haft mere behov for støtte end netop nu.

13-05-2015 07:00:
Informationerne løber meget langsomt ind til myndighederne i Salleri og Namgyal render omkring og spørger alle og enhver. Men myndighederne er fortvivlede, for kommunikationen er så ringe, at de rent faktisk kun ved noget overfladisk. Men der er ikke rapporteret dødsfald i Solukhumbu, men mange sårede; store sår, brækkede arme og ben. De værst angrebne kommuner er vores Bakanje, samt Chaulakharka og Goli, men også Beni med Junbesi og Mopung, Chaurikharka ved Lukhla og Sotang er hårdt med. Det anslås at her er 80% af husene faldet i ruin eller så beskadigede at de er ubeboelige. Omkring Phaplu og Salleri er de sluppet lettere; det er det nok omkring 30-40% mens resten af distriktet ligger derimellem. Så i vores område af Upper Solu må vi regne med at 1000 familier ikke har noget sted at bo. Hvis vi ikke i en fart sikrer dem tag over hovedet, så må de migrere. Men så får de ikke tilsået deres marker og drivhuse. Og så vil vi snart se hungersnød.
Jeg overfører en større sum i dag. Sidst tog det 14 dage at få pengene på vores konto, så det kan vi nok også forvente denne gang. Men vi må satse på at kunne låne penge af gode venner i Kathmandu indtil vores penge ankommer. Tikaram er fløjet tilbage og sammen med Bishnu køber de så mange ruller plastik som muligt (rygtet siger at der kun er 4-5 ruller tilbage i Kathmandu) og kører dem til Gumdel, hvor vore venner i Bakanje kan komme og hente dem. Men det værste er, at også Gumdel at meget hårdt ramt, og også de har hårdt brug for plastik. Det virker lidt håbløst det her. Myndighederne siger, at nødhjælpen fortsat koncentrerer sig om de vestlige distrikter, som blev ramt i første omgang, og nu omkring Dolakha med epicentret for det nye skælv. Himalayan Project er den eneste NGO i Solukhumbu som lige nu yder en indsats. Vi har fået den status, at vi ikke behøver at spørge, før vi gør noget. Vi skal bare gøre det og så rapportere bagefter.
Vi kan ikke få ret mange konkrete nyheder fra vore landsbyer og skoler. Elværket i Orale er brudt ned, så der er ikke længere strøm i Bakanje. Så nu løber mobiltelefonerne tør for strøm og kan ikke lades op igen. Namgyal venter på, om nogen fra Bakanje skulle komme til Salleri, så de kan fortælle nyheder.

12-05-2015 14:30:
Det er MEGET MEGET slemt i Solu nu. Namgyl ringede ganske kort - det er meget dyrt. Han havde snakket telefon med Ang Dawa. Ingen huse i Sagar-Bakanje kan bruges mere. Skolen er meget slemt beskadiget. Min jordskælvssikrede bygning står endnu, men de er revner. I Science bygningen er øverste etage væk. De øvrige bygninger kan ikke bruges mere. I Kenja står kun 3 huse, resten ligger. I Sete er alle hotellerne svært beskadigede. Fra Sete kunne de se Bhandar på den anden side af dalen forsvinde i en støvsky. Chhirringkharka og Sagardanda er meget hårdt beskadiget. Junbesi og Mopung er svært beskadigede. I Phaplu og Salleri har næsten alle huse revner, men kun få er faldet. Mere ved jeg ikke nu. Før har en del familier kunnet bo hos hinanden, men det kan de ikke mere. Vores opgave lige nu er at skaffe husly til 1000 familier bare vi vores eget lille område i Upper Solu. Og i hele distriktet bør vi som det mindste prøve at skaffe husly til 10.000 familier. ShelterBox og andre dyre foranstaltninger er slet ikke det der er behov for her og nu.

Eneste lyspunkt: vores Survival Sack er et pletskud. Det er lige præcis hvad der er brug for nu. I morges sendte de vores 100 sække op igennem Thamakhanidalen med traktor, og oppe ved passet stod en flok soldater klar til at bære dem over da skælvet kom. Der er endnu ikkerapporter om de er modtaget. Men officials i Salleri var virkelig meget tilfredse med vores presenninger. Hvad de havde modtaget indtil nu var noget tyndt plask, men vores er tykke og solide. Vi skal hurtigst muligt sende mere. En rulle med 22 presenninger koster 3.000 kr og der kan være 15 ruller på en minitruck - dvs 45.000 kr plus transport fra Kathmandu til Salleri 3.000 kr. Lad os sige rundt regnet 50.000 kr for at skaffe tag over hovedet til 330 familier. Tikaram flyver tilbage til Kathmandu i morgen, hvis der er en flyvning, køber plastik og kører endnu et læs til Salleri. Og sådan skal vi blive ved, så længe vi har penge i kassen.

Endnu et lyspunkt: Himalayan Project er til stede i brændpunktet. Namgyal og Janaki er i Salleri og Upper Solu. Tika Ram kører frem og tilbage. Bishnu er i Kathmandu. Jeg er i Danmark. Og jeg har kontakt til fantastiske mennesker i hele landet, i Tyskland, i USA, i Australien. Himalayan Project er blevet Verdensomspændende.

12-05-2015 13:30:
Bishnu ringede og fortalte at han havde en meget kort og afbrudt forbindelse til Janaki. De har de alle tre godt og er i Phaplu.

13:00: Så skete det igen og denne gang meget tæt på Upper Solu og næsten lige så stort som det store skælv for 18 dage siden. Vi har Namgyal, Janaki og Tikaram i Salleri som ligger 19 km længere borte fra epicentrene. Janaki har fået givet besked hjem til sin bror i morges, at de alle havde det godt, men endnu ved vi ikke hvornår hun ringede, om det var efter første eller andet skælv. Der har været 5 skælv på 5,0 til 5,6 siden de to store. Al telekommunikation er gået ned til Solu. Vi har medarbejdere i Kathmandu, som forsøger at komme i kontakt og at få nyheder hjem fra Solu, men endnu ved vi overhovedet ingenting.

12. Maj 2015 07:05 UTC (09:05 DK / 12:50 Nepali time) - 7,3 Mw - 15 km dybde - 44 km fra Bhakanje
og 07:36 UTC (09:36 DK / 13:21 Nepali time) - 6,3 Mw - 15 km dybde - 25 km fra Bhakanje

10-05-2015 10:30:
Namgyal og TikaRam er i færd med at indkøbe 5 ruller plastik presenning, som hver kan skæres ud til 22 presenninger på 4,5 x 6 meter. Og 300 liggeunderlag. 100 varme tæpper. 300 meter nylonsnor, som kan skæres op i 30 meter længder. Og 100 nylonsække. I aften kommer en minitruck (en mellemting mellem en lastbil og en jeep) og pakker grejet. I morgen tidlig kører TikaRam sammen med trucken og Namgyal og Janaki tager flyveren. Og så mødes de i distriktshovedkvarteret for Solukhumbu District i Salleri, hvor de pakker de 100 sække, mens Chief District Officers folk kalder 100 hjemløse til Salleri for at modtage en sæk. Opbakningen til Survival Sack har været stor. De 100 sække er fuldt finansierede, og jeg er i gang med at samle ind til endnu en bilfuld. Distriktet bebuder, at de vil stå for genopbygningen af folks hjem. Det vil jeg dog gerne se, før jeg tror på det, for det er en overmægtig opgave. Men det gør dog, at vi kan begynde at koncentrere os om genopbygning af skolerne. Vore tre folk tage en rundtur i vores område for at besigtige skaderne og vurdere, hvor vi skal sætte ind først. Skolerne genåbner i disse dage. Beboerne har været i gang med at rydde op. Rive det ned, som ikke sad fast. Og samle de brugbare materialer til senere genopbygning. Og så vil undervisningen foregå inde i de rystede bygninger, men på spring, hvis det begynder at skælve. Skælvene ebber ud, men for 2 dage siden rystede et 4,9 Mw skælv vores område i kun 9 km dybde. Vores folk har forskellige mobiltelefoner med på tur, så de kan sende en rapport tilbage, når der opstår en teleforbindelse, men ellers kommer der nok til at gå lidt længere imellem nyhederne i den næste periode.

07-05-2015 10:30:
Chief District Officer i Salleri, Solukhumbu District, har så mindelig bedt os om at hjælpe ham med at skaffe tag over hovedet til de 8.000 familier i distriktet, som ikke kan bebo deres hus. Han har kun modtaget telte, presenninger og andet brugbart til 350 familier indtil nu fra 3 andre mindre NGO'er ligesom os. Monsunen nærmer sig, så det er virkelig meget påtrængende. Namgyal har været rundt i Kathmandu her til morgen for at finde materialer og priser til en akut indsats. Vi diskuterede sagen over Skype og nu er han kørt i byen igen for at købe 100 stk "Himalayan Project Survival Sack". For 400 kr kan vi sikre ly til en husvild familie. Læ må de lave ved at finde byggematerialer i ruinerne. Namgyal vil også undersøge hvordan vi kan transportere hurtigst og billigst.

05-05-2015 12:30:
Nu ebber efterskælvene ud. Der har fortsat været småskælv mellem 3 og 3½ og nogle enkelte oppe omkring 4½ med meget korte mellemrum. Men nu er folk ved at være resistente. De sover videre eller passer deres job. Den skal helt op at ryste omkring 6 for at fremkalde en reaktion. Men alle føler sig tunge i hovedet, sløve, hang-over, dovne. Nogen påstår at det er gasser, der stiger op nede fra jorden. Hele Kathmandu hr løftet sig 1 meter i vejret, og Indien er kommet 3 meter nærmere. Butikkerne i Kathmandu er ved at tømmes, og lagrene bliver kun langsomt fyldt op. 14 distrikter er i en slags erklæret undtagelsestilstand. Det er Solukhumbu ikke. Skolerne havde pause mellem to skoleår og skulle være i gang igen i sidste uge. Men det er udsat til 18. maj. Men fjerntboende lærere møder næppe op til tiden, da forældre samtidig bliver opfordrede til at blive hjemme og passe på familien for at undgå epidemier. Og når de endelig møder op, så vil den første uges tid gå med, at vandre omkring og snakke jordskælv med alle og enhver og se på skadernes omfang. Og imens render skolebørnene rundt imellem de faldefærdige bygninger uden opsyn og skubber til tømmer og brædder så løse byggesten falder ned. Det bliver nok en af vore kriseindsatser, at vi skal få revet ned, hvad ikke kan stå.

05-05-2015 09:00:
Efter at have været mange besværligheder igennem, lykkedes det endelig i vinters at anskaffe 3 ambulancer til afsides hjørner af Nepal (klik "Beredskab - Emergency" i venstre ramme). To af ambulancerne var ankommet og var færdigapterede. Den ene skulle afhentes i søndags og den anden en af dagene i denne uge. Men så kom  jordskælvet og alt blev suspenderet. Folkene, der skulle hente den første ambulance skyndte sig hjem. Men vore to ambulancer har ikke ligget virkningsløse hen. De har kørt omkring med nødhjælp i Kathmandu og bragt sårede til hospitalet. Men nu er man så småt ved at planlægge afleveringen igen. Den tredje ambulance er ankommet til grænsen og i færd med at blive toldklareret, hvis dette ikke allerede er sket. Men den får lov til at blive stående til de er klar til at modtage den på værkstedet i Kathmandu.

04-05-2015 16:00:
Namgyal og Janaki har været til orienterende møde i Social Welfare Council (SWC), det er dem der holder øje med om NGO'erne snyder og stikker pengene i lommen, eller om de virkelig lever op til deres formålsparagraffer. Desværre er der rigtig mange både udlændinge og nepalesere, der betragter udviklingsarbejdet som en pengemaskine til egen fordel. HIPRON blev registreret helt tilbage i 2008, og vores regnskab bliver årligt godkendt af en SWC godkendt revisor, ligesom Namgyal hvert kvartal skal møde op og aflægge rapport om vore aktiviteter. I begyndelsen var det lidt svært, fordi de konstant lagde fælder ud, men da vi altid har fuldstændig orden i vores aktiviteter, og fordi vi altid agerer fuldstændigt ærligt og legalt, så var det faktisk nemt at undgå at falde i fælderne. Nu bliver Namgyal nærmest behandlet som er samarbejdspartner, når han giver møde. Til mødet i går fik de at vide, at vore normale aktiviteter kan vi bare køre videre med som normalt, men når det drejer sig om nødhjælp, reparationsarbejde og andet jordskælvsrelateret, så skal vi indberette til SWC før vi udfører det, ligesom vi skal orientere Chief District Officer (CDO) om vores aktivitet og hvor mange penge vi yder og til hvem. Ikke fordi de vil hindre os i at udføre vores hverv, men for at undgå at dublikere hinande. Det hilser vi meget velkommen og vil efterkomme til fuldkommenhed.
Vi har fået yderligere oplysninger fra Solu. Politiet har været igennem hele vores område og vurderet hver eneste bolig, og de er kommet til et noget mere dystert resultat end Youth Club kom frem til. I Bhakanje vurderede de at 31 huse (9%) er skadet i et sådant omfang at de ikke kan repareres, men skal rives ned, mens 54 (16%) kan repareres, dvs i alt 25% beskadigede huse, hvilket berører 160 familier. I Chaulakharka er det 30/100/124. I Beni-Thamakhani-Salleri-Garma (Dudhkunda Municipality) er det 148/414/578. I hele Solukhumbu er 75% optalt og der er tallene 1628/4695/6871. I Bhakanje er der allerede delt telte ud sammen med 7.000 Rs til 29 familier. Disse tal kan yderligere blive revideret, idet der i øjeblikket bliver udsendt hold af ingeniører som skal gå husene mere minutiøst igennem for usynlige forskubninger og skader. Det forventes at de yderligere vil kassere folks boliger. Men det vil formodentlig tage lang tid før de kommer så langt. I den sydlige og østlige del af Solu vurderes det, at der i øjeblikket mangle tusindvis af telte.

03-05-2015 11:00:
Der har ikke været noget at fortælle de sidste par dage. Telefonforbindelsen til Solu har været afbrudt eller af meget dårlig kvalitet, så der er ikke nyt direkte fra vores område. Men fra officielt hold kommer der informationer ind. I Bhakanje, hvor vi fik en opgørelse over skadede huse, sendte de den også til distriktet, som har reageret ved at sende telte, tæpper og andet udstyr til 24 husholdninger. I de 34 kommuner i hele Solu viser en foreløbig opgørelse at 98 skolebygninger er alvorligt beskadigede. Men vi skal tage det med forbehold, for nu har jeg set billeder fra Phugmoche, som beskrives som lettere beskadigede, men de er faktisk værre skadede end de jordskælvssikrede bygninger i Bhakanje, som beskrives som totalt ødelagte. Vi kan simpelthen ikke regne med noget før Namgyal og Janaki har været på deres runde så snart som muligt.
Mere generelt kan Namgyal og Janaki fortælle at i Kathmandu er mange kvarterer stort set ubeskadigede, mens andre er værre tilredt. Især de gamle Newar-bebyggelser er hårdt med. Husene der er bygget af klinet mudder eller tørrede muddersten og ikke af brændte sten. Det er især i Ramkot området bag Swayambodhnath og i Shankhu område bag Baudha, hvor næsten alt er ramlet sammen, og det er bekræftet af dem begge. Janaki var på sin fridag i går beskæftiget med at organisere fordeling af nødhjælp i Shankhu. Men det er stadig Ghorka området mellem Kathmandu og Pokhara der er hårdest medtaget, og i nat fik de yderligere et skælv der dræbte 15. I hele landet er antallet af identificerede ofre oppe på over 7.000 og stadig flere bliver gravet frem fra brokkerne. Foreløbige tal siger at 8 million mennesker er direkte berørt af jordskælvet, 1,6 million hjem er svært beskadigede og yderligere 2 millioner hjem er lettere beskadigede. I dag er Namgyal og Janaki blevet kaldt til møde i Social Welfare Council for at få koordineret de små NGO'ers indsats. De er den instans som står for godkendelse og kontrol af NGO'er som vores, både med regnskabskontrol og vurdering af vores indsats. Heldigvis hører vi til blandt deres dukse, hvor der aldrig er blevet påpeget fejl eller mangler. Men mange af de, der ikke er helt fine i kanten, risikerer at få deres midler konfiskeret, ligesom de NGO'er der ikke er registreret og godkendt.

30-04-2015 21:00:
Selvfølgelig bliver ting overdrevet, når panikken sidder i kroppen på folk. Og selvfølgelig æder jeg det råt, når jeg venter med alle sanser åbne på at høre nyt. Det er ikke helt så galt i Upper Solu som først rapporteret. Det er snarere sådan at halvdelen af hjemmene er ubeskadigede, mens halvdelen af resten har små revner og sprækker, som nemt kan reparers. Det er altså en fjerdedel, der at mere alvorligt medtagne og nok kun 10% der for alvor er skadede. Men det er jo også galt nok for de involverede, og især fordi det selvfølgelig er de fattigste, der er værst medtagne.
Skolebygningerne er ikke sunket helt i grus, som først berettet. Men på den anden side, så er selv halvsvære skader så alvorlige i en skolebygning, hvor en masse børn færdes hver dag, at de ældre af bygningerne skal rives ned og bygges om.
Der er strøm i Bakanje og nu er mobilforbindelsen ved at være tilbage igen, dog med en masse længerevarende udfald. Så nu begynder der at komme billeder ind.
Bankerne fungerer stadig på minimeret niveau. Folk kan hæve mindre beløb, men slet ikke i det niveau, som vi har brug for. Jeg sendte jo en del projektpenge afsted kun 14 timer før jordskælvet, og de er stadig ikke registreret i banken. Men vi tror på at vi kan hæve et større beløb i løbet af næste uge. Så tager alle vore tre folk til Solu. Namgyal for at registrere skadernes omfang og uddele nødhjælp, hvor det er nødvendigt. Janaki uddeler scholarship til vore studenter, hvor vi sådan set regner med at de fleste lader pengene gå ind i familiens økonomi, som det hele ser ud nu. Så dermed også en slags nødhjælp. Og Tika Ram er med som Boduguard. Vi er ikke bange for de lokale beboere, som vi kender. Det er prima mennesker med en meget høj moral. Men yngre folk fra andre områder i nød, kunne være ude på rov. Og der er øde skovstrækninger, som skal passeres, hvor de endog skal samle andre vandrende op, for at passere i fællesskab.
I mellemtiden er Bakanje Youth Club fortsat i færd med at samle data ledet af Lhakpa Chhirri Sherpa (Hairry Lhakpa kaldes han fordi han har et meget stort bølgende hår) og assisteret af Pemba Sherpa (Former Teacher Pemba fordi han engang var lærer på Chhimbu Skole) som har en smartphone med kamera.

29-04-2015 kl 22:00:
Så kom det første billede ind af resterne af et sherpahjem. Det er Pasang Sherpa, som har været hjemme omkring og se til sin mor og søskende, som alle nåede at komme ud. Han er en af vore scholarship studerende.
Det er endvidere blevet bekræftet at elværket i Bakanje, som ligger inde i kløften ved Orale, nærmest mirakuløst er næsten ubeskadiget og producerer strøm på livet løs. Heller ikke netværket har taget skade, på trods af at masterne blot er simple træpæle. Så der er strøm til mobiltelefonerne, men stadig ikke stabilt netværk. Ind imellem i korte perioder kan der ringes og sendes en mail.
Samtlige huse i Septeng imellem Kenja og Chhimbu er stærkt beskadigede. Lige med undtagelse af Nuru Jangbu's hjem som står fejlfrit. Det er her de fattige thami bor.

29-04-2015 kl 14:00:
Jeg har lige snakket med Birde, som holdt møder med Bishnu i Kathmandu, da det skete. Det var dramatisk. Men de gæve dansker ophørte ikke med at holde møde. Hun fik bord og stole slæbt ud på græsplænen, og så fortsatte mødet. De satte en halv flaske vand på bordet. Når de følte at de rystede, så kiggede de på flasken for at se om rystelserne kom nedenfra eller foregik indeni. Dagen efter rejste både hun og Bishnu til Delhi. Vi har været frygteligt nervøse for Bishnu, for han svarede ikke sin telefon. Så det var først nu hvor Birde netop landede i Danmark, at hun kunne fortælle at han har det fint.
Nu begynder vi også at høre fra vore studenter: Sumba, Renuka, Lhakpa Chhirri har det godt. Furwa Namgyal i Chhirringkharka har det fint, men hans hjem eksistere ikke mere.

29-04-2015 11:00:
I dag mødte Namgyal og Janaki op på kontoret for at rydde op. Der er deklareret tre sørgedage i Nepal, men de har ikke tid til at sørge - nu skal vi i gang. Mange områder i Kathmandu er ubeskadigede og fungerende mens andre er smadrede. Lazimpat, hvor vi har kontor er ret ubeskadiget. Men der begynder at mangle mad og der lugter grimt mange steder fra ruinerne. Folk kommer op at slås, også temmelig seriøst, tyve render rundt i de tomme huse, politiet har travlt med at hindre den værste vold. Nødhjælpen hober sig op i lufthavnen. De fremmede nødhjælpsarbejdere ved ikke hvorog hvordan, og nepaleserne er endnu mere forvirrede.
Men nu begynder vi også at få nyt fra Solu. Phaplu-Salleri er stort set ubeskadiget og flyvningen til Phaplu er genoptaget. Vejen til Jiri og Shivalaya er blokeret flere steder, men man kan køre med bus til blokaderne og gå over den, og vente på en anden bus på den anden side. Der arbejdes på at fjerne blokaderne. Ingen i Upper Solu er omkommet. En gammel mand blev skadet i Themjeng. To er omkommet i Chaulakharka VDC. Lhakpa Chhirri Sherpa, vores sholarship student, har på egen hånd aktiveret Bakanje Youth Club til at lave en opgørelse over beskadigede bygninger. Foreløbig lidt overfladisk men den bliver grundigere i løbet af ugen. Mange huse er beskadigede, men jeg har kun fået listen over fattige familiers huse. De som ikke har råd til at reparere her lige med det første. Ti huse er svært beskadigede, fem delvist beskadigede og fjorten lettere men reparationskrævende huse. 29 huse ud af 330 husstande kan ikke repareres her og nu på grund af økonomiske vanskeligheder i familien. Vi afventer resultatet af resten af opgørelsen, som jo så må dreje sig om huse, hvor familien har råd til at reparere. De familier som har drivhuse, 69 etablerede drivhuse og 23 på vej, bor i dem i øjeblikket, men nu skal de jo snart såes til. Men under alle omstændigheder er der mere end 200 husstande, som ikke har drivhuse, og hvoraf mindst halvdelen ikke kan bebo deres huse. Namgyal og jeg snakkede om at indkøbe drivhusplastik til omkring 100 husstande, så de kan lave en midlertidig bolig af det, og sidenhen et drivhus. Plastik til et normalt drivhus koster omkring 500 kr, så 50-60.000 kr incl transport.
Nogle af skolerne og institutionerne i Bakanje var med i rapporten. Chhimbu Skole har kun små revner.
Bakanje skole bekræftes at min jordskælvssikrede bygning står "Not affected" og det er jeg rigtig stolt af. Den nye skolebygning er delvist ødelagt. Science bygningen har store revner i førstesalen, men ikke i underetagen. De to gamle "jordskælvssikrede" bygninger er jævnet med jorden.
Sagardanda Skole er kontor-børnehaveklasse-bygningen for størsteparten ødelagt. Vores fine toilet er næsten ødelagt. De to sidste bygninger er delvist ødelagte.
Kenja Skole er stort set ødelagt. Alle bygninger alvorligt berørt.
Kenja Health Post er delvist ødelagt.
Bakanje Gompa og Stupa er næsten helt ødelagt. Gompaen er en af de ældste i Nepal.
Bakanje Health Post og Doctor House har kun små revner.
Chhirringkhaka Community Clinic har kun små revner.
Hvis jeg skal konkludrere noget på dette, så har de bygninger, som jeg har tegnet og som er bygget med Namgyals kritiske overblik, klaret sig, mens de resterende, som vi ikke har haft med at gøre, eller hvor vi kun har indrettet dem, de er faldet.
Men vi skal have genopbygget vores skoler hurtigts muligt. Vi var netop ved at få hold på skolerne, som var i en hastig forbedring. Den udvikling skal vi holde fast i. Og jeg vil tegne alle bygningerne, men Namgyal som opsynsmand, og de skal være jodskælvsikrede allesammen. Vi kommr til at mangle en million kroner til dette formål.

28-04-2015 kl 22:30: Kostskolen i Phugmoche har klaret sig med mindre revner. Alle kostelever er sunde og raske. Dageleverne havde heldigvis fri på en lørdag. Det er skolen oppe i dalen over Junbesi og Mopung, som blev skabt af Anneliese Dietrict i Büsum og som stadig bestyres af hende. Hun er på skolen i øjeblikket.

28-04-2015 kl 12:30:
Jeg har ingen lokale nyheder i dag, for jeg har ikke kunnet komme igennem til hverken Namgyal eller Janaki. Det lyder ellers som om mobiltelefonien er på vej op igen, og at der er strøm i en del områder af byen. Det anslås at 25% af Nepals befolkning er berørt og 35% af arealet. Værst angrebet er Gorkha men Solukhumbu er også hårdt med. Landdistrikterne tæller slet ikke med i de officielle statistikker endnu. Jeg har brugt det meste af dagen på at organisere hjemmesiden og at oprette diverse bankkonti til donationer. Det kan du læse mere om på DONATIONS-SIDEN

27-04-2015 kl 20:30:
Junbesi, den skønneste og mest idylliske bygd i Solu ligner en spøgelsesby. Samtlige 8 hoteller er ramt. Det største, Apple Garden Lodge, med sine skønne møbler og vægmalerier står med en gavl og to sølle murrester. Og folk har slået telte op ude på markerne.

27-04-2015 kl 18:15:
Der er kun mindre revner på Chhimbu Skole og Chhirringkharka Community Clinic. Pasang Tamang er en helt. Han byggede Chhimbu Skoles kontor på opfyld, så det burde være imod alle odds at den står. Men det gør den.

27-04-2015 kl 17:00:
Nu lykkedes det endog at komme på Skype med Namgyal. Han fortæller om, hvordan man forsøger at skubbe plastikslanger ind mellem betonklodserne og murbrokkerne ind til de hulrum, hvor der ligger mennesker og kalder eller SMS'er om hjælp. Men der er ingen gravemaskiner til stede, som kan løfte klodserne, så det eneste man kan gøre, er at skubbe en plastikslange ind til dem og hælde vand derind.
I Ringmu er 50-60% af husene beskadigede, men skolen er fuldstændig ubeskadiget. Nima Chhewang fortæller fra Patale at det er ganske uhyggligt der. Folk roder rundt imellem brokkerne for at finde nogle ejendele og madvarer. Der er meterbrede og meget dybe sprækker i jordoverfladen, som bliver opblødt af den vedvarende regn, så jorden bliver blævret med risiko for skred. Store stenblokke kommer rullende ned fra bjerget. Klippepartierne oppe omkring hjørnet har slået store revner. Da han var på vej hen til byggpladsen for vores nye skole, så han på den anden side af dalen, hvordan den nederste bygning i Sagardanda Skole faldt sammen. Den gamle skole i Chhirringkharka er lettere beskadiget i den ene ende, men den nye byggeplads fejler intet. Muren omkring skolegården er ubeskadiget, og på byggepladsen har de endnu kun bygget fundamentet. Da jeg i efteråret snakkede med dem om byggeriet, mente de at det var overdrevet at jordskælvssikre en-etages bygninger. Men det behøver vi næppe at diskutere herefter.
Namgyal har lige været omkring vores kontor for at besigtige skaderne. Bygningen selv fejler ikke noget, men alle hylderne og deres indhold af mapper og papirbunker ligger hulter til bulter på gulvet. Dog ikke computerne og det dyre grej. Det står fint på deres plads. Jeg fik også fat i Janaki på mobilen. Hun lød spagfærdig og trær men ved godt mod.
Vi har aftalt at om en dag eller to tager de ind på kontoret og får ryddet op, mens de snakker om, hvordan vi kommer i gang igen. Hvordan vi får et objektivt overblik over situationen i Solu.

27-04-2015 kl 14:00:
ENDELIG!!! Der kom en lang mail igennem fra Namgyal. Det var lykkedes for ham at finde en funktionsdygtig computer. Men det ser meget værre ud end jeg frygtede. Det er deprimerende. Det er over hele landet og ikke bare i Kathmandu. I alle byer er huse kollapset. Veje er ødelagte. Elledninger og vandrør er revet over. Der kommer ikke ret mange forsyninger omkring på vejene, så snart kommer der til at mangle mad og vand. Men redningsgrupper ankommer fra Kina, Indien, Bhutan, Pakistan, UK, USA og mange andre lande. Men der mangler buldozere og gravkøer så mange er stadig begravede i deres huse, men 3.300 døde er talt op foreløbig. Men folk opfordres til at opholde sig udenfor husene, så der nu er overbefolket udendørs. Og vejret er ikke godt. Det regner meget - som om monsunen allerede er startet for 2-3 uger siden, hvilket er 2-3 måneder for tidligt.
I Solu er det rigtig slemt. Overalt har de fleste bygninger taget skade med revner og sprækker og mange huse er delvist eller helt styrtet sammen. Folk bor udendørs og ikke alle er så heldige at have drivhuse som i Bakanje eller endsige blot et stykke plastik at tage over sig i regnen. Det frygtes at mange bliver syge nu, især blandt børn og ældre. Det ser værre ud i Bakanje end først meldt. Kun min nye jorskælvssikrede bygning står og det er min eneste glæde lige nu. Resten af bygningerne er næsten alle kollapsede helt eller næsten helt. Flere private hjem er forsvundet. Blandt andet Youngmu's hus bag skolen, hvor vi plejer at bo. Tre huse i Sagardanda er faldet sammen. I Patale-Chhirringkharka er det særlig slemt. Sherpahusene i Chhirringkharka er stærkt beskadigede og tæt på samenstyrtning og i Patale står samtlige Thami'er uden hjem. Og i Patale er der store og dybe revner i jorden, som vil give risiko for mudderskred i monsunen. I Kenja er Kunjangs hus styrtet sammen. Vores skole i Thamakhani eksisterer ikke mere. Den er fuldstændig faldet sammen og gledet ned ad bjergsiden. I vores skole i Loding er vores fine toilet væltet ligesom en del af skolebygningen. Skolen i Chaulakharka er vi endnu ikke begyndt at ombygge, men nu haster det mere. For flere bygninger er så tæt på sammenstyrtning, at de er farlige at gå ind i, og kontorbygningen er faldet næsten sammen. Næsten samtlige private huse er kun modne til nedrivning nu og to mennesker blev dræbt i deres sammenstyrtede hus.
Det her er jo næsten forfra. Nu var vi lige nået så langt og kunne begynde at skimte udviklingen tage fart. Det er ikke kun penge, der er brug for nu. Det er også livsmod og vilje. Hvad skal vi gøre?

27-04-2015 kl 10:00:
Efterskælvene fortsætter med at rumle omkring 70 km fra Solu. Syv styk med få timers mellemrum i en nord-syd-gående linje mellem 4,2 og 5,3 Mw. Den sidste for 8 timer siden. Men stadig hører jeg intet nyt fra Solu. I fredags overførte jeg et større beløb til scholarship og skolebyggeriet i Chhirringkharka. Nu har jeg ingen anelse om, hvornår pengene ankommer eller bliver registreret eller kan hæves. Janaki skulle på Runner Service lige så snart pengene ankommer. Men hun kan ikke engang komme frem til vores kontor. Og hvordan mon der ser ud der? Den her uvished er uudholdelig, og jeg kan ikke presse på, for jeg ved at mine venner er meget optagede og at deres telefoner løber tør for strøm.

26-04-2015 kl 20:30:
Nu var der igen et skælv på 5,3 Mw for 2 timer siden, som rystede Solu. Nu kommer der mails med tilsagn om at hjælpe, når vi har fået et overblik. Det varmer enormt. Men jeg ved stadig næsten intet. Dog kom der mail fra to donorer, der kan fortælle at Chhokpa og Tenji har det godt.

26-04-2015 kl 15:33:
Namgyal har hørt rygter fra Solu, men kun rygter. De fleste huse er er beskadiget fra små revner til delvise sammenstyrtninger. Folk i Bakanje har søgt tilflugt i deres drivhuse. Vores Science Building i Bakanje Skole og er svært beskadiget. Det kan repareres men ikke uden videre. Det er en to-etages bygning fra før den tid, hvor vi byggede jordskælvssikret. Namgyal selv har slået et telt op ude på gaden, men børnene er svære at holde styr på.

26-04-2015 kl 10:00:
Det bliver ved. Nu har der lige været et 6,7 Mw skælv i 10 km dybde og kun 30 km fra Solu. Men stadig får vi ingen fyldige historier. De fleste mobiludbydere er nede, så vore folk låner sig frem til mobiltelefoner, som de kan SMS'e fra men kun 2-3 ord. Så hvad kan vi gøre? Vi må væbne os med tålmodighed. Når vi får detaljer oppe fra Solu, så garanterer jeg for at der bliver en masse, som vi skal gøre i en fart. Så vent med at donere nødhjælpspenge til Nepal. Jeg kommer på banen, når jeg ved hvad vi får brug for.

25-04-2015 kl 19:54:
Kære Nepal-venner!
Så skete det!!!! I de sidste 450 år er ”Det Store Skælv” kommet med 70 års mellemrum. For 6-10 år siden var jeg til flere foredrag om konsekvenserne for Kathmandu, når den kom. Men ingenting skete. Janaki var med i en film om konsekvenserne af ”The Big One” – en film der er værd at se og specielt nu, hvor det skete: http://thebigone.dk/
Men efterhånden troede folk, at jordskælvenes æra var forbi. Ingen gamle usikre bygninger blev revet ned, og de nye tager ikke specielt hensyn til jordskælv. MEN nu skete det altså.
I det sidste år har der været 39 skælv, i den sidste måned 30, sidste uge 28, i dag foreløbig 27, hvoraf de sidste 17 efterskælv på 4,2 til 5,3 kommer nærmere og nærmere Solu og de fortsætter.
Vores folk i Kathmandu har det alle godt sammen med deres familier, Janaki, Namgyal og Tika Ram. Men de er chokerede – rystede, som Namgyal skriver. Men det er kun ”Psykology problem he he ….” skriver han. Men det er meget begrænset hvad de har ro til at skrive, så jeg ved ikke mere. Og jeg ved endnu ikke noget om vore scholarship unge.
Det er også gået ud over Solu. Jeg har lige fået besked ind, at den lange bygning med 4 klasseværelser i Bakanje Skole er delvist beskadiget, mens begge de to gamle bygninger er helt kollapsede. De bygninger, som vi har kaldt Earthquake Resistant Buildings. Men det var teknologi tilbage fra 1970’erne. Men vores egen nye jordskælvsikrede bygning ved skolen står vistnok ubeskadiget, så vidt jeg kan forså på nyhederne deroppefra. Men jeg har intet hørt om vore børn eller de andre skoler deroppe.
Nanna vil opdatere på hendes nye hjemmeside: http://www.himalayan-project.dk/ og på Facebook-siden ”Himalayan-Project” når vi har nyt. Men det kan nemt trække meget ud. For Kathmandu er stort se uden strøm, så nu løber mobiltelefonerne tør for strøm og kan ikke oplades. Og computerne kan ikke starte – eller voldslukkes og beskadiges, så vi må væbne os med tålmodighed.
Jeg frygter for de næste dage. Hvilke skrækkelige historier skal jeg høre om vore venner og børn???? Og vore skoler! Og om andre mennesker, som vi ikke kender!
Det er slemt det her – rigtig slemt!
Hilsen Kurt!

Tilbage til Forsiden SE BILLEDER