Sagardanda Women Group

I Sagardanda var interessen for Pilot-WEP's Health Lecture meget stor og der var en massiv spørgelyst. De har en lille Sub Health Post som er betjent af pedellen fra Sagar-Bakanje Health Post, og hans viden er yderst begrænset omend hans engagement er meget stor. Desuden har han intet udstyr at gøre noget med, og han har kun den smule medicin til rådighed, som han selv indkøber for videresalg. Vores nye Bakanje Health Upgrade projekt vil give ham en Health Worker uddannelse, ligesom den vil opgradere hans klinik med passende udstyr. Og så må det være op til WEP at få kvinderne til at forstå, at klinikken kun kan videreføres under deres eget ansvar.

Pilot-WEP's projektforslag gik her ud på at der var et stort ønske om at få et offentligt toilet & vaskehus midt i bygden. Da skolen er ved at blive ombygget med støtte fra Helene & Bonnik Hansens Fond og de netop var i færd med at bygge skoletoilettet op, var det en smal sag at aftale med konstruktøren, at han skal bygge denne offentlige bygning et stykke nedenfor skolen. Da skoletoilettet får baderum med vand opvarmet af solpaneler, var det også en smal sag at få ham til at lave et udtag for varmt vand, så det kunne tappes efter skoletid i stedet for at det bare står og køler af i løbet af natten. Mæmdene gik omkring og grinede smøret over dette tåbelig ønske, men kvinderne var ligeglade. Nu vil de være rene fine, når de ønsker det i stedet for når lejlighed byder sig.