VANDMØLLE / KORNMØLLE

Kartofler og korn, især byg og lidt hvede, er hovedingredienserne af de daglige måltider i Solu. Kornet skal males for at kunne tilberedes, og det sker hos de fleste ved at male det mellem to sten eller i en håndmølle. Det er kvindernes arbejde og det er besværligt, anstrengende og tager lang tid. Enkelte steder har landsbyen lavet en vandmølle, men den ligger ofte langt nedenfor landsbyen, hvor vandløbet har vokset sig stort nok til at kunne drive en mølle. Bakanje kommunes nærmeste effektive vandmølle var indtil 2010 beliggende i nabokommunen. Men under alle omstændigheder, så er det en lettelse i kvindernes hverdag, at de kan bære 30-40 kg korn ned til møllen ad gangen, male det, og bære mel til 2-3 uger op igen. Oftest er det en tur på 1-2 måske endog 3-4 timer hver vej. En væsentlig grund til, at vandmøllerne er ret få, er at skovlhjulet, der driver møllestenene, er lavet af en lokal håndværker af træ, og derfor ikke holder i ret mange år, og i øvrigt ikke er særligt effektiv.

Men i smedeværksteder i Kathmandu laver de effektive håndsmedede stål-turbiner til kornmøller med moderne svejseudstyr og i bedste fald med solbriller som eneste øjenbeskyttelse. Men sådan en sag er for dyr for lokale bjergbønder. Den består af et hjul med tætsiddende skråtstillede hule turbineblade. En massiv jernstang, som er drejet kegleformet i den nederste ende, stikkes igennem og boltes fast. På en træbjælke nede i vandløbet sættes en lille massiv jernplade fast, med en kegleformet udboring, hvor turbinestangen kan køre rundt i. Den øverste ende af stangen stikker op igennem gulvet på møllehuset og igennem et hul i det nederste møllehjul, som er forankret i gulvet. Stangen er skåret til, så en tværstang kan passes ned. Denne tværstang passer igen ind i det øverste møllehjul og tvinger dette til at dreje rundt. Såre simpelt og effektivt. Nogle steder drejer møllen rundt hele døgnet. Men holdbarheden af især møllestenene forlænges selvfølgelig væsentligt, når der er en sluseport oppe i vandløbet, så vandtilførselen ned til møllen kan reguleres. Sådan en turbine kan holde i 15-20 år, og måske længere hvis man kan finde ud af at udskifte omdrejeren nede for enden af turbinestangen. Og så er der kræfter i den, så kornet kan drysses ned i møllestenens indgangshul i en lind og jævn strøm.

Da vi i 2009 snakkede med kvinderne i Sagardanda om WEP, var de meget interesserede, men havde svært ved at se, hvordan de skulle få tid til at afsætte en halv dag til kvindemøder og aktiviteter. Og en af de opgaver, der i hverdagen fylder mest, er maling af korn. De havde en gammel vandmølle, som nu var ude af funktion. Og det var ikke bare træturbinen, der var rådnet væk, det var hele strukturen, der trængte til en ordentlig gennemgang. Men de havde hørt om denne dersens moderne jernturbine og havde et stykke tid diskuteret, hvordan de skulle få råd til sådan en. Hvis Himalayan Project kunne hjælpe lidt til, så ville de kunne give meget mere tid til alle de aktiviteter, som vores WEP kunne tilbyde.

Oppe i Chhirringkharka spurgte vi også til kornmøller, men de havde aldrig haft nogen, og blev helt kåde over udsigten til at vi måske ville hjælpe dem til at få sådan en.

Før jeg drog afsted på efterårsturen i 2009 havde HP fået et par gode donationer fra min tandlæge Benny Frømann og fra KarriereCoach ved Morten Tange og Else Meyer, som jeg bare skulle bruge til noget fornuftigt deroppe i Solu. Efter at have kørt Kathmandu rundt på motorcykel det meste af en dag, fandt vi i Lalitpur et smedeværksted, som kunne lave turbiner til en fornuftig pris. Vi købte 3 styk, som vi fik sendt til Bhandar Bazar sammen med solvandvarmer-udstyret til Sagar-Bakanje Skole, og sammen med et brev, der blev leveret til Sagardanda, Patale og Lole, hvor der stod, at de selv kunne hente turbinerne i Bhandar. Glæden var stor, og de lovede straks at gå i gang med at skrabe materialer sammen til byggeriet, som skulle gå i gang i foråret 2010.

I efteråret 2010 var de næsten færdige med deres vandmølle i Sagardanda. Og i Patale var de også næsten færdige. Men i Lole var de endnu ikke kommet i gang, da de ikke havde fået fat i vandrør. Det er ellers de rigeste, så det havde vi ikke ondt af.

I forbindelse med Pilot-WEP 2010 satte vi også gang i bygning af vandmøller i både Chhimbu og Sagar-Bakanje. De var mere heldige, for de får hjælp til det hele.

Læs Chhimbu Mother Group's Project Proposal on Flour Mill, November 2010.

Læs Sagar-Bakanje Mother Group's Project Proposal on Flour Mill, November 2010